Det tegner umiddelbart til små plusser på Wall Street fra start fredag, hvor investorerne dermed akkurat holder snuden i rekordsporet på håbet om, at der snart kan lande en fredsløsning i Mellemøsten.
Hos serverproducenten Dell er der samtidig gedigen optur på over 30 pct. i sigte, efter at det torsdag aften blev til en opjustering af forventningerne grundet enorm efterspørgsel efter AI-løsninger.
Målt på futuren for det brede S&P 500 går det frem med 0,1 pct., mens futures for Nasdaq og Dow Jones stiger henholdsvis 0,1 pct. og 0,3 pct. Det følger rekorder til alle tre indeks torsdag, hvor det blev til plusser på 0,1-0,9 pct.
Fra Mellemøsten går meldingerne på, at USA og Iran er blevet enige om en 60-dages våbenhvile - dog uden at USA's præsident, Donald Trump, endnu har nikket ja til aftalen.
Det tolkes dog som et stort skridt i den rigtige retning, og forventningen, om at Hormuzstrædet snart kan åbne, stiger. Det kan spores i olieprisen, som fredag tager et hak ned. En tønde Brent-olie koster fredag eftermiddag 92,20 dollar, og det er laveste niveau i knap halvanden måned.
- Det ser ud til, at Brent-prisen kan falde til under 90 dollar inden udgangen af næste uge. Det ville skabe et ret gunstigt klima, hvis det sker, da oliepriserne helt klart har været kilden til de fleste makroøkonomiske bekymringer i år, siger Florian Ielpo, makrochef hos Lombard Odier Investment Managers, ifølge Bloomberg News.
DELL STÅR TIL MASSIV AI-OPTUR
Dell står til et plus på 34,9 pct. i formarkedet, efter at computer- og serverproducenten har opjusteret sine forventninger til regnskabsåret 2026/27 grundet massiv efterspørgsel efter servere til AI.
Dell regner nu med en omsætning for året på 165-169 mia. dollar mod tidligere 138-142 mia. dollar, og det nye bud er samtidig et godt stykke over skønnet på Wall Street, hvor konsensus ifølge Bloomberg News lyder på 142,12 mia. dollar.
Hvis selskabet indfrier den målsætning, vil det være lig med en stigning på næsten 50 pct., og her hjælper fremgangen i salget af AI-servere, da det henover året ses vokse med mere end 140 pct. til 60 mia. dollar mod tidligere 50 mia. dollar.
I tøjbranchen står Gap og American Eagle begge til en hård medfart fredag, efter at de to tøjforhandlere hver især har skuffet fælt med deres regnskaber.
Gap falder 15 pct., og American Eagle bakker 10,80 pct. i formarkedet.
Og inden for rumaktier tegner det også til at blive en sur dag, hvor AST Spacemobile og Rocket Lab falder henholdsvis 14 pct. og 5,3 pct. i formarkedet.
Elon Musks SpaceX har skruet ned for forventningerne til den kommende børsnotering og sigter nu "blot" efter mindst 1800 mia. dollar i værdi ved børsdebuten.
Torsdag aften kunne de rumengagerede desuden se Blue Origins New Glenn-raket eksplodere under en række tests i Florida, og alt i alt har appetitten for rumaktier lidt et knæk fredag, skriver Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire