De amerikanske aktier går endnu en rød dag i møde, da stigende statsobligationsrenter og oliepriser tynger, mens investorerne afventer vigtige regnskaber fra Nvidia og Walmart senere på ugen.
Futures for de tre ledende aktindeks ligger halvanden time før børsstart med fald på 0,2-0,4 pct. efter fredagens dyk på 1,2 pct. for S&P 500-indekset og 1,5 pct. for Nasdaq-indekset. Torsdag lukkede begge indeks i rekord. Fredag faldt Dow Jones med godt 1 pct.
Renten på den tiårige amerikanske statsobligation, som bevæger sig modsat af kursen, nåede tidligere mandag 4,63 pct. - det højeste niveau siden februar 2025.
Mandag eftermiddag er renten sammen med olieprisen dog faldet lidt tilbage igen til 4,59 pct. efter meldinger fra det iranske medie Tasnim om, at USA overvejer en midlertidig undtagelse fra sine oliesanktioner mod Iran, som skal vare mens fredsforhandlingerne pågår.
- Bekymringen for investorerne er, at højere renter ikke forbliver begrænset til obligationsmarkederne. De kan tynge aktieværdiansættelserne, især i vækst- og teknologisektorerne, samtidig med at de øger presset på regeringer, der bærer store gældsbyrder, siger Lale Akoner, global markedsstrateg hos Etoro, ifølge Reuters.
I teknologisektoren lyser Nvidia grønt forud for handelsstart mandag, mens de resterende medlemmer af "Magnificent Seven" ligger med fald på en ventet rød dag på det amerikanske aktiemarked.
Forud for chipgigantens regnskab onsdag stiger aktien med 0,4 pct., mens Apple, Tesla, Meta, Amazon, Microsoft og Alphabet falder i i niveauet 0,6-1,2 pct.
NEXTERA OG DOMINION GÅR SAMMEN
Nextera, der er en af de største koncerner inden for vedvarende energi i USA, er gået sammen med Dominion Energy og danner dermed en amerikansk energigigant.
Samlet køber Nextera Dominion for 67 mia. dollar - og der er tale om den største handel i sektoren nogensinde.
Nextera vil ved at betale 75,98 dollar per aktie i Dominion komme til at eje 74,5 pct. af den nye koncern.
Nextera ligger an til et fald på 1,9 pct., når handlen starter mandag på Wall Street, mens Dominion skyder i luften med næsten 14,7 pct. til niveauet 70,80 dollar frem mod handelsstart.
REGENERON SENDT I GULVET EFTER SKUFFENDE HUDKRÆFTSTUDIE
Amerikanske Regeneron skuffer fælt med sine fase 3-data for midlet fianlimab til behandling af den aggressive hudkræftform metastatisk melanom.
Det har fået flere analytikere til at tage konsekvensen. Hos Citi kalder analytiker Geoffrey Meacham det "skuffende" læsning, og i samme ombæring sænkes anbefalingen til "neutral".
Biotekaktien får mandag hug med 11,4 pct. i formarkedet.
BUFFETTS INVESTERINGSSELSKAB MED INVESTERINGSNYT
Investeringskæmpen Berkshire Hathaway sætter mandag sit tydelige præg på flere amerikanske aktier, efter at investeringsselskabets aktiehandler for første kvartal er blevet offentliggjort.
Særligt klart er det hos Unitedhealth, som går en sur dag i møde, da Berkshire Hathaway har solgt alle sine aktier i sygekassen.
Det kvitteres med et minus til Unitedhealth-aktien på 3,4 pct. i formarkedet, efter at den såkaldte 13F-formular, som de toneangivende investorer og kapitalforvaltere skal indberette på kvartalsbasis, er blevet offentliggjort, skriver Bloomberg News.
Omvendt har investeringskæmpen set sit snit til at købe aktier i stormagasinet Macy's, og det giver optur til aktien på 3,3 pct. i formarkedet.
.\\˙ MarketWire