Den amerikanske centralbank, Federal Reserves, foretrukne inflationsmål fortsatte op i april, og det sætter umiddelbart bankens nye formand Kevin Warsh i en svær situation, hvis han agter at gå efter at sænke renten.
Det vurderer Frederik Romedahl Poulsen, chefstrateg i Velliv, i en kommentar til eftermiddagens prisrapport.
Den viser blandt andet, at kerneinflationsindikatoren PCE Core, fortsatte op med en stigningstakt på 3,3 pct. på årsbasis i april.
Det var helt som ventet af økonomer ifølge Bloomberg News, men udtryk for tiltagende inflation, da stigningstakten var fra 3,2 pct. måneden før.
- Dagens inflationstal giver umiddelbart ikke anledning til en revidering af vores forventninger til rentemødet i juni, hvor vi fortsat forventer at renten vil forblive urørt for tredje møde i streg. Men mere og mere tyder i vores optik på, at en forhøjelse i andet halvår vil komme i spil.
- Det er også afspejlet i markedet, der aktuelt indregner omtrent én forhøjelse á 0,25 procentpoint over det næste år. I min optik er der plads til at indregne flere, hvis inflationstallene forbliver forhøjede over sommeren, lyder Frederik Romedahl Poulsens konklusion.
Vurderingen kommer, efter at den amerikanske kerneinflationen i starten af året har bevæget sig væk fra centralbankens målsætning på 2 pct. Samtidig har flere medlemmer af centralbankens rentekomité i den senere tid udtrykt bekymring inflationsudsigterne.
Og det kan gøre det svært at levere en rentenedsættelse, hvilket særligt USA's præsident, Donald Trump, har slået på tromme for op til Warshs indsættelse.
.\\˙ MarketWire