02. feb. 2026 kl. 05:32
24 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Kommende Federal Reserve-chef og japansk valg er dagens overskrifter

Valuta: Kommende Federal Reserve-chef og japansk valg er dagens overskrifter

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, får ny topchef, og valget af Kevin Warsh med hans præference for en reduceret balance er dagens ledetråd på valutamarkedet.

Præsident Donald Trumps valg af Warsh til den næste Federal Reserve-formand har udløst en bølge af udsalg af risikobehæftede aktiver og sendt ædelmetaller ud i et veritabelt frit fald, mens dollar får lidt af det tabte fra midten af sidste uge tilbage.

Dollarindekset, der vægter den amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger mandag morgen i 97,07 mod 96,76 fredag eftermiddag ved 17-tiden og 97,31 sidste mandag.

Investorerne forsøger at evaluere, hvordan Federal Reserve vil se ud under Kevin Warshs ledelse. For selv om investorerne vurderer, at Warsh vil være tilbøjelig til at sænke renten yderligere, forventer de samtidig, at han vil stramme tøjlerne for Federal Reserves balance, hvilket typisk giver støtte til den amerikanske valuta, da den reducerer pengemængden på markedet og derigennem lægger bånd på renteudviklingen.

Tidligere næstformand for Federal Reserve og nuværende økonomisk rådgiver for det globale investeringsselskab Pacific Investment Management Company (Pimco) Richard Clarida vurderer, at selv om Warsh arver Federal Open Market Committee, der fortsat er splittet over tempoet og omfanget af yderligere pengepolitiske lempelser, vil Warsh være i stand til at levere to rentereduktioner i år, og potentielt endda en tredje.

Federal Open Market Committee (FOMC), er Federal Reserves pengepolitiske udvalg.

- Ud over de næste to eller tre rentesænkninger mener vi, at Warsh kan være mere forsigtig, afhængigt af inflationsudsigterne, siger Richard Clarida ifølge Reuters.

Richard Clarida vurderer, at Warsh muligvis er meget mindre tilbøjelig til at stole på den omfattende fremadrettede indikation af den fremtidige renteudvikling.

TVIVL OM JAPANSKE YEN

Japanske yen er også tilbage på banen, efter at den japanske premierminister, Sanae Takaichi, i weekenden omtalte fordelene ved en svagere yen i en kampagnetale. Og hendes besked var i modstrid med hendes eget finansministeriums arbejde for at dæmme op for fortsat svækkelse af den japanske valuta.

Takaichis kommentarer syntes at pege på, at hendes potentielle kommende regering vil tolerere en svagere valuta. Det sker samtidig med at en opinionsundersøgelse foretaget af avisen Asahi viser, at Takaichis parti sandsynligvis vil opnå en jordskredssejr i næste søndags valg til underhuset.

- Det hurtige valg den 8. februar vil sandsynligvis være den næste vigtige lokale katalysator for yen. Et LDP-flertal vil sandsynligvis skubbe dollar/yen mod 160, hvorimod et koalitionsresultat kan efterlade valutakrydset nær 155,00-niveauet afhængigt af koalitionspartnerne, siger analytiker Tony Sycamore fra IG i Sydney ifølge Reuters.

Investorer har den seneste tid solgt yen og japanske statsobligationer op til valget i forventning om en mere ekspansiv finanspolitik, hvis Takaichi vinder et stærkt flertal, og at de skattelettelser, hendes parti har sat i udsigt, vil belaste de allerede i forvejen ret så anstrengte statsfinanser yderligere.

Den skrantende yen har dog fundet en bund, efter at skriften på væggen blinkede rødt og advarede om en koordineret valutaintervention fra Federal Reserve og Bank of Japan, hvis svækkelsen af yen fortsatte.

Dollar koster mandag morgen 155,06 yen mod 154,22 yen fredag eftermiddag klokken 17.

Euro koster mandag morgen 1,1867 dollar mod 1,1895 dollar fredag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,3684 dollar mod 1,3720 dollar fredag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 122 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig