Olieprisen er det, der bestemmer retningen på de finansielle markeder i disse dage - og tirsdagens faldende oliepriser løsner smilebåndet på aktiemarkederne verden over.
Energitunge Rockwool går tirsdag forrest for en gevaldig optur på det danske aktiemarked, hvor investorerne samler aktier op i lettelse over noget af en U-vending i priserne på energi.
Samlet stiger det danske eliteindeks, C25, med 2,1 pct. til 1709,80.
Det er igen den amerikanske præsident, Donald Trump, der har en direkte indvirkning på humøret, efter at han mandag aften på tv-stationen CBS betegnede krigen mod Iran som stort set fuldført og meget længere fremme end hans egen fire-fem ugers plan. Det øgede straks håbet om en kortvarig konflikt og medvirkede til at sende olieprisen ned.
- Trump havde egentlig to budskaber: Krigen går bedre end ventet, det går hurtigere, end man havde planlagt. Så det var egentlig et positivt budskab i forhold til Trump, siger Otto Friedrichsen, der er Formueplejes viceinvesteringsdirektør, til MarketWire.
- Og mandag kom det også frem, at sanktionerne på russisk olie måske kunne blive løftet. Og også strategiske olielagre var et omdrejningspunkt i går. Og det er alt sammen noget, der har fået olieprisen til at falde fra de her meget høje niveauer, vi så i går, siger han.
Det er især de cykliske aktier med Rockwool i spidsen efterfulgt af DSV, der har medvind tirsdag.
- Man kan sige, at aktier, der er blevet hårdest ramt over den sidste halvanden uges tid, er dem, vi ser springe i toppen i dag. Og ligesom der var risk-off meget bredt i går og i sidste uge, så er der også risk-on i dag - også meget bredt, siger Otte Friedrichsen.
Mandag gik en stigning på mere end 30 pct. i olieprisen til næsten 120 dollar per tønde i sig selv. Olieprisen ligger tirsdag middag i 91 dollar per tønde målt på den europæiske referenceolie, Brent.
Rockwool, der betaler en stor energiregning til fremstilling af stenuld, stiger med 5,8 pct. til 187,14 kr. Og DSV går frem med 4,8 pct. til 1668,50 kr.
ZEALAND RETTER SIG YDERLIGERE
Også Zealand Pharma fortsætter med at rette op oven på fredagens nedslagtning, hvor selskabet måtte se sin aktie falde med hele 36,4 pct., efter at selskabet præsenterede skuffende vægttabsdata for sit vægttabshåb Petrelintid.
Zealand stiger 4,7 pct. til 267,70 kr. i middagshandlen efter et plus mandag på 8,9 pct.
Gubra, der mandag led samme skæbne som Zealand Pharma og faldt 20 pct. efter offentliggørelsen af forsøgsdata med fedmekandidaten ABBV-295, genvinder 5,1 pct. til 373,40 kr.
NOVO NORDISK SÆNKET TIL HOLD AF AMERIKANSK FINANSHUS
Blot fire aktier ligger med fald i C25 tirsdag middag - og blandt dem er Novo Nordisk, der falder 0,6 pct. til 253,05 kr.
Novo har fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" hos det amerikanske børshus TD Cowen, der samtidig har skåret kursmålet med en tier til 270 kr. Det fremgår af data fra Bloomberg News.
Novonesis får skåret sit kursmål til 410 kr. fra 478 kr. hos Berenberg, der gentager anbefalingen "køb".
- Trimningen af vores estimater for indtjeningen per aktie afspejler en kombination af negative valutakursudsving og lavere omsætningsvækst inden for områder som probiotika, husholdningsprodukter og tekniske enzymer i USA, skriver banken.
Novonesis stiger tirsdag med 0,1 pct. til 355,40 kr.
I bunden af eliteindekset ligger Mærsk, der går 0,7 pct. tilbage til 16.455 kr. for B-aktien, men efter en periode med stigninger, på forventning om at situationen i Mellemøsten vil sende raterne i vejret.
.\\˙ MarketWire