Royal Unibrew indtager fortsat bundplaceringen på det danske aktiemarked ved middagstid fredag, efter at bryggerikoncernen i sit regnskab skuffede med salget i fjerde kvartal.
Uden for eliteindekset er der omvendt pæne plusser til både Gubra og Trifork efter de to selskabers årsregnskaber fredag morgen.
Samlet stiger C25-indekset med 0,4 pct. til 1735,12.
- Det har været en heftig periode med regnskab og AI-disruption på forskellige sektorer. Så det har givet nogle store bevægelser, men i dag ligner det, at der er lidt mere ro på derude med relativt små bevægelser på indeksniveau, siger senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk til MarketWire om den generelle aktiestemning fredag.
UNIBREW STARTER NYT AKTIETILBAGEKØB
Investorerne reagerer negativt på regnskabet fra Unibrew, der da heller ikke præsterede den toplinje i fjerde kvartal, som analytikerne havde regnet med.
Til gengæld matchede bryggerikoncernen konsensus på indtjeningen, mens selskabets prognose for 2026 ligger lidt under analytikerforventningen.
- Det er selve tallene for fjerde kvartal, der ikke lever op til markedsforventningerne. Guidance er nogenlunde inden for det ventede, men en lille skuffelse på tallene for fjerde kvartal gør, at vi faktisk ser det her som en fair reaktion. Også fordi aktien har performet pænt i perioden op til regnskabet, siger Martin Munk.
Bryggeriet omsatte i kvartalet for 3778 mio. kr. mod konsensus om 3862 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Royal Unibrew selv inden regnskabet og 3574 mio. kr. i fjerde kvartal året inden.
Unibrew sparker samtidig gang i et tilbagekøbsprogram for egne aktier til en værdi af op til 400 mio. kr. Oven i foreslås et udbytte på 16 kr. per aktie.
Efter regnskabet har Nordea løftet kursmålet for Unibrew-aktien til 710 kr. fra 650 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".
Unibrew-aktien falder med 2,7 pct. til 620,50 kr. Aktien er fortsat i plus på 8 pct. for året.
Novo Nordisks Wegovy-pille gik igen frem målt på recepttallene i USA. I sidste uge blev der udskrevet i alt 55.808 recepter til nye patienter på Wegovy-pillen mod 52.299 recepter i uge seks. Det viser tal fra Symphony Health Solutions via Bloomberg.
- Det er som om, at det kursmæssigt ikke fylder så meget længere, som det gjorde i starten, da vi fik tallene, udtaler Martin Munk og fortsætter:
- Den her skuffelse tidligere på ugen med Cagrisema, den hænger stadig som en dyne over aktien lige nu. Så det er som om, at recepttallene kommer lidt i baggrunden, selv om det går fremad i USA.
Novo falder 0,3 pct. til 237,97 kr. og er samlet dykket med 20,9 pct. i ugens løb.
VESTAS FØLGER SEKTORBEVÆGELSER
I den modsatte ende af eliteindekset stiger Vestas-aktien med 3 pct. til 164,50 kr., hvor aktien ifølge Martin Munk følger konkurrenterne i Europa, herunder Nordex og Siemens Energy.
Tyske Nordex stiger med 4,9 pct. og står til at afslutte en god uge med en stigning på hele 17,4 pct. onsdag oven på årsregnskabet. Samtidig stiger aktien i Siemens Energy fredag med 1,8 pct.
- Så god stemning inden for den sektor i dag, uden at jeg lige kan pege på nogle nyheder, men der var et superstærkt regnskab Nordex kom med onsdag. Både deres regnskab, men især deres udsigter for 2026 var rigtigt lovende, så det trak den aktie kraftigt op og tog også Vestas lidt med på den tur, siger Martin Munk.
- Så det ligner, at vi står foran et spændende 2026 for Vestas, Nordex og de andre spillere.
TOCIFRET PROCENTSTIGNING TIL GUBRA
Biotekselskabet Gubra venter i 2026 en vækst i sin kontraktforskningsforretning på 5-15 pct. på toplinjen, mens indtjeningsgraden i den del af forretningen ses på 20-25 pct. Investorerne tager godt imod regnskabet, og sender aktien i vejret med 15 pct. til 376,20 kr.
It-selskabet Trifork stiger desuden 5,7 pct. til 88,50 kr. efter sit regnskab. I 2026 venter selskabet en omsætning på 230-240 mio. euro mod 220,9 mio. euro sidste år. Desuden ventes en justeret indtjening før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 35-40 mio. euro sammenlignet med 33,3 mio. euro i 2025.
.\\˙ MarketWire