19. dec. 2025 kl. 10:50
149 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Vestas og Genmab tager teten i grønt marked

Aktier/middag: Vestas og Genmab tager teten i grønt marked

Det går fremad på det danske aktiemarked fredag, hvor Vestas og Genmab har taget fronten blandt eliteaktierne.

På nyhedsfronten er der dog langt mellem snapsene i C25-indekset, som stiger 0,5 pct. til 1793,91 kort før middag.

- Overordnet ser det fint ud, og det hele ligger lidt i plus. Det er jo den tid på året, hvor der er begyndt at være længere og længere mellem selskabsspecifikke nyheder, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

Udsvingene på de globale aktiemarkeder kan dog senere fredag blive større end normalt som følge af det kvartalsvise fænomen "triple witching", som er et samtidigt udløb af aktieindeksfutures, aktieindeksoptioner og aktieoptioner.

- Det gør, at der forventes at komme en kæmpestor volumen - specielt på lukkeauktionen. Så det er en travl handelsdag, kan vi godt mærke, siger Mads Zink videre.

GENMAB FÅR LØFTET KURSMÅLET AF TYSK STORBANK

Genmab har fået hævet kursmålet med 20 pct. til 2400 kr. fra 2000 kr. af finanshuset Deutsche Bank, der i samme ombæring gentager anbefalingen "køb".

Aktien stiger 2 pct. til 2044 kr.

Helt i C25-toppen kan man ved middagstid finde Vestas, som går frem med 2,1 pct. til 174,20 kr., uden at der ligger store nyheder til grund.

Hos Danske Bank bemærker Mads Zink dog, at der vanen tro er øget fokus på Vestas og ordreindgangen, i takt med at kvartalet og året lakker mod enden.

PANDORAS KURSMÅL SKÅRET AF CITI

Pandora får gentaget sin positive anbefaling "køb" af finanshuset Citigroup, der dog skærer kursmålet til 1032 kr. fra 1105 kr.

Kursmålet bliver sænket med baggrund i lavere indtjeningsforventninger til 2026, 2027 og 2028 på grund af stærkere valutamodvind og forventning om en lavere bruttomargin, fremgår det af et analysenotat fra Citigroup.

For 2025 ændrer Citigroup ikke meget i sine forudsigelser frem mod Pandoras årsregnskab, der offentliggøres i starten af februar næste år.

Pandora-aktien, der i den seneste tid har været negativt påvirket af kraftigt stigende sølvpriser, falder kort før middag med 0,4 pct. til 697 kr.

MÆRSK SEJLER GENNEM DET RØDE HAV

A.P. Møller-Mærsk har for første gang i knap to år sejlet et skib gennem Bab al-Mandeb-strædet og Rødehavet, siden det i begyndelsen af 2024 trak sine skibe ud af området som følge af risiko for angreb.

- Selvom dette er et vigtigt skridt fremad, betyder det ikke, at vi er nået til et punkt, hvor vi overvejer en bredere ændring af det øst-vestlige netværk tilbage til korridoren gennem Suez, skriver Mærsk til ShippingWatch.

Mærsk kan desuden se prisen på containerfragt fra Shanghai til flere destinationer i verden stige med 3,1 pct. i den forgangne uge til 1552,92. Det viser opgørelsen fra rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der udgives af Shanghai Shipping Exchange.

Torsdag viste fragtrateopgørelsen fra World Container Index (WCI) den tredje uge i træk med fremgang, hvor stigningen i den seneste uge var på 11,5 pct. til 2181,93 dollar for en 40-fods container.

B-aktien falder 0,6 pct. til 14.375 kr.

GREENMOBILITY ØGER OVERSKUD GRUNDET UDSKUDTE SKATTER

Delebilstjenesten Greenmobility kan lægge yderlig 15 mio. kr. på nettooverskuddet i 2025 grundet udskudte skatter.

Det oplyser selskabet fredag morgen.

Det akkumulerede skattemæssige underskud i Danmark er over tid løbet op i cirka 223 mio. kr. De fremførte skattemæssige underskud forventes at blive udnyttet gradvist over en periode på fire år.

Aktien falder 1,3 pct. til 91,80 kr. ved middagstid.

Derudover har Hvidbjerg Bank præsenteret forventningerne til 2026, hvor banken ventet et lavere overskud end i år.

For 2026 ser Hvidbjerg Bank et resultat før skat i intervallet 28-33 mio. kr., fremgår det. I 2025 venter banken at nå et resultat før skat på 33-38 mio. kr.

Aktien i Hvidbjerg Bank ligger med et minus på 2,1 pct. til 185 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 181 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig