Coloplast kan komme under teknisk pres, da der fredag fragår udbytte, og Rockwool og Novo Nordisk har fået analysenyt, der kan presse de to aktier.
Samlet peger det dog på en dag med små skridt frem, når aktiehandlen skydes i gang på ugens sidste dag. Futures for både det tyske DAX-indeks samt de ledende amerikanske indeks stiger før handelsstart 0,2-0,4 pct.
Torsdag lukkede eliteindekset, C25, med et plus på 1 pct. i 1763,81 - og dermed tegner det til et plus for den første uge i julemåneden, da indekset lukkede i 1746,50 sidste fredag.
Fredag er det endnu en gang amerikanske nøgletal, der er i fokus. Fredag eftermiddag lander der tal for henholdsvis den amerikanske kerneinflation samt privatforbrug.
De har været undervejs længe, da den delvise nedlukning af den offentlige sektor har forsinket offentliggørelsen. Hvor kerneinflationen indtager en sekundær rolle, da inflationen i september allerede er kendt, tager privatforbruger hovedrollen, da det er den største vækstmotor i den amerikanske økonomi.
NOVOS KURSMÅL RETTET TIL - IGEN
Novo Nordisk har for anden gang på en måned fået klippet kursmålet af finanshuset Zacks kursmålet for den amerikanske notering af aktien. Kursmålet er sat ned til 40 dollar fra 49 dollar, efter at kursmålet i november blev sat ned fra 64 dollar.
Anbefalingen sænkes desuden til "underperform" fra "neutral", fremgår det af data fra Bloomberg News.
Novos amerikanske notering steg torsdag 0,9 pct. til 48,11 dollar. Herhjemme steg Novo 0,7 pct. til 305,80 kr. torsdag
Vestas kan se til, at amerikanske GE Verona har sikret sig en stor kontrakt i Rumænien. Det er Greenvolt, der har peget på det amerikanske energiteknikselskab som leverandør af 42 vindmøller af typen 6.1 MW-158m
Vestas gik 0,8 pct. frem torsdag til 159,70 kr.
RATETAL TIL MÆRSK
Vanen tro kan A.P. Møller-Mærsk notere sig prisen på containerfragt fra Shanghai til flere destinationer i verden, når raterne fredag morgen lander fra rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der udgives af Shanghai Shipping Exchange.
Torsdag viste tal fra World Container Index (WCI), der opgøres af konsulenthuset Drewry og gælder for en 40-fods container et overraskende plus på 6,7 pct. til 1926,56 dollar.
B-aktien steg torsdag 1,3 pct. til 13.220 kr.
SÆNKET ANBEFALING TIL ISOLERINGSKONCERN
Rockwool får sænket anbefalingen kraftigt hos den franske storbank BNP Paribas til 220 kr. fra 335 kr. Det medfører også en sænket aktieanbefaling til "neutral" fra før "outperform".
Det fremgår af Bloomberg News.
Otte ud af 17 finanshuse, som Bloomberg har oplysninger fra, har en købsanbefaling for aktien, mens syv er på "neutral/hold" og de resterende to anbefaler "sælg".
Rockwool steg torsdag 1,4 pct. til 217,25 kr.
Blandt sidepapirerne kan Boozt berette, at det norske investeringsselskab Ferd AS har solgt aktier i onlinehandelsselskabet Boozt for 367,5 mio. svenske kr.
Aktierne er solgt for 105 svenske kr. per aktie, hvilket udgør en rabat på 7,2 pct. i forhold til lukkekursen torsdag på børsen i Stockholm.
Salget af de 3,5 mio. aktier svarer til en ejerandel på ca. 5,3 pct.
Boozt gik 1,3 pct. frem torsdag til 77,05 kr.
.\\˙ MarketWire