02. feb. 2026 kl. 07:48
34 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Mærsk og Novo i fokus med sænkede anbefalinger i surt marked

Aktier/tendens: Mærsk og Novo i fokus med sænkede anbefalinger i surt marked

Ørsted og Mærsk er sammen med blytunge Novo Nordisk blandt aktierne i fokus herhjemme mandag morgen, hvor der virker til at være udpræget mismod omkring de finansielle markeder.

Investorerne sælger blandt andet kraftigt ud af sølv og guld samt olie, og også på aktiemarkedet er risikovilligheden banket i bund.

Futures for de tre ledende amerikanske indeks falder med mellem 0,8 pct. og 1,5 pct., og i Europa peger pilen for Stoxx 50-indekset ned med 1,1 pct., mens det tyske DAX-indeks indikeres en negativ start i omegnen af 1,0 pct.

Dermed ser den let positive indgang til weekenden fredag for C25-indekset ud til at blive afløst af fald mandag morgen. Fredag steg det danske eliteindeks ellers med 0,4 pct. til 1904,62.

ØRSTED SÆNKET HOS MORNINGSTAR

Blandt enkeltaktierne mandag er der opmærksomhed til blandt andet Ørsted, som har fået sænket anbefalingen hos børshuset Morningstar til "hold" fra "køb".

Kursmålet er samtidig fastholdt på 160 kr., frem går det af data fra Bloomberg News.

Fredag faldt Ørsted med 0,4 pct. til 141,60 kr.

Det virker dog mest af alt til at være de generelle markedstendenser, som vil dominere billedet, og særligt de mere cykliske aktier kommer formentlig i fokus.

I den kategori er Mærsk, som også samtidig har fået sænket sin anbefaling hos norske ABG Sundal Collier til "hold" fra "køb".

B-aktien i selskabet faldt fredag med 0,1 pct. til 15.630 kr.

Novo Nordisk har ligeledes fået sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" hos ABG.

Her er kursmålet samtidig sænket til 350 kr. fra 400 kr.

Novo-aktien endte fredagen 0,2 pct. lavere i 369,55 kr.

Til den mere positive side har serviceselskabet ISS fået løftet kursmålet hos tyske Berenberg til 300 kr. fra 250 kr. Anbefalingen er stadig "køb".

ISS steg fredag med 0,5 pct. til 239 kr.

SIDSTE CHANCE FOR AT POSITIONERE SIG INDEN REGNSKABSSTORM

Demant kan sammen med Netcompany også komme under lup allerede i mandagens handel, da de to er klar med årsregnskaber for 2025 tirsdag morgen, hvilket gør mandag til sidste chance for at positionere sig, inden der offentliggøres vigtigt nyt - som eksempelvis forventninger til 2026.

De to regnskaber er i øvrigt startskuddet på en voldsomt hektisk uge med et hav af offentliggørelser fra større danske selskaber koncentreret på særligt onsdag og torsdag.

Demant sluttede fredagen 0,3 pct. højere i 220,40 kr., og Netcompany steg 0,2 pct. til 332,60 kr.

.\\˙ MarketWire



Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 123 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig