Novonesis og Novo Nordisk er i fokus blandt de danske aktier onsdag morgen, hvor forlydender om mulige fredsforhandlinger forude mellem Iran og USA/Israel giver positiv stemning på de globale aktiemarkeder generelt.
I Asien er der således stigninger over hele linjen, og både for Europa og USA indikerer handlen med futures pæne plusser fra start onsdag.
Fra Irans side har styret afvist Trumps påstande om, at der har været fornuftige forhandlinger mellem parterne, men til gengæld har USA ifølge flere medier sendt en plan med 15 punkter til Teheran, som skal danne grundlag for fredsforhandlinger.
Udviklingen har også sendt oliepriserne yderligere ned siden midnat, hvilket for en stund kan være med til at dæmpe den ellers kraftigt opblussede frygt for inflation og nedgang i økonomien.
- Meldinger om en amerikansk plan for at afslutte konflikten i Mellemøsten sender her til morgen olieprisen ned, mens aktierne i Asien stiger solidt. Selv om der endnu ikke er bekræftet konkrete fremskridt, opfattes signalerne som et skridt i den rigtige retning, og aktiefutures peger på en grøn åbning i både Europa og USA senere i dag, skriver råvareanalytiker Peter-Emil Holbøll fra Jyske Bank i en morgenkommentar onsdag.
NOVONESIS FÅR DOBBELT OPGRADERING AF CITIGROUP
Novonesis er kommet i kridthuset hos den amerikanske storbank Citigroup, der er vendt rundt på en tallerken i forhold til enzym- og ingrediensproducenten og nu anbefaler "køb" mod tidligere "sælg".
Kursmålet hæves samtidig til 415 kr. fra 380 kr.
Citigroup vurderer i et analysenotat, at Novonesis har udsigt til en brancheførende indtjeningsvækst, og samtidig er værdisætningen af aktien meget lav sammenlignet med konkurrenterne, lyder det fra bankens analytikere.
- Dette til trods for en stærkere start på 2026, en forventet indtjeningsvækst, der er førende i sektoren, og stigende støtte fra strukturelle drivkræfter såsom forbedrede økonomiske vilkår for Biosolutions i en verden med højere olie- og energipriser samt udvidelse af mælkeproduktionskapaciteten i USA, fremgår det af notatet, hvor det tilføjes, at det styrker tilliden, at den underliggende vækst kan fastholdes.
Tirsdag steg Novonesis-aktien med 2,2 pct. til 358,40 kr.
NOVO VISER GODE TAKTER I KINESISK DIABETESSTUDIE
Novo Nordisk får opmærksomhed, fordi medicinalselskabet i et kinesisk fase 2-studie har vist gode takter med lægemiddelkandidaten UBT251 i behandling af type 2-diabetes.
Studiet er gennemført sammen med partnere United Biotechnology og viser et gennemsnitligt fald i langtidsblodsukkeret på 2,16 pct. efter 24 uger. Samtidig opnåede patienterne også et vægttab på 9,8 pct. i den samme periode.
UBT251 testes også som vægttabsmiddel, og her blev der afleveret foreløbige fase 2-resultater for en måned siden. De viste, at behandlingen med UBT251 har resulteret i et gennemsnitligt vægttab på op til 19,7 pct. efter 24 uger.
Til sammenligning tabte patienter, der fik placebo, sig 2 pct.
Novo-aktien steg tirsdag med 1,1 pct. til 238 kr.
FLSmidth, der tirsdag steg 1,3 pct. til 484 kr., kan sammen med Nordea, som faldt 1,8 pct. til 113,55 i tirsdagens handel, komme under teknisk pres onsdag, hvor retten til udbytte fragår for begge aktiers vedkommende.
FLSmidth vil udbetale et udbytte på 4 kr. per aktie, mens udbyttet hos Nordea er 0,96 euro per aktie.
.\\˙ MarketWire