AL Sydbank har efter en stærk afslutning på 2025 nu lutter købsanbefalinger hos de finanshuse, der har analysedækning af bankens aktie.
I forvejen havde fem af de seks finanshuse en positiv anbefaling, men Nordea Markets blev også overbevist efter onsdagens regnskab og hævede sin anbefaling til "køb" fra før "hold".
Finanshusenes gennemsnitlige kursmål lyder på 678 kr. sammenlignet med kursen fredag formiddag på 577 kr., hvor aktien handler blot 3 kr. fra lukkekursrekorden fra 2. februar på 580 kr.
Hos Danske Bank er kursmålet sat til 685 kr. Her var der også positive ord fra analytikerne om regnskabet for fjerde kvartal fra banken med hovedsæde i Aabenraa.
- AL Sydbank rapporterede meget solide tal for fjerde kvartal, der oversteg vores forventninger med 8 pct. på kerneindtjeningen. Det operationelle momentum forbliver stærkt, men den rigtige test starter nu, skriver Danske Bank i et notat.
Den store test består i, at AL Sydbank skal fastholde forretningsmomentum i en fusionsproces, hvor banken skal skære i filialer og i medarbejdertal for at sikre de lovede besparelser på 1,1 mia. kr.
- Stærk vækst indikerer, at fusionen indtil videre har været succesfuld, men det er efter vores vurdering for tidligt at afgøre, for forude venter den foreslåede reduktion på 40 pct. af filialnettet, væsentlige afskedigelsesrunder og it-konvertering.
- Men vi venter stadig, at fusionen bliver succesfuld samlet set, men momentum kan bremse op i løbet af 2026. Fjerde kvartal var dog en vigtig milepæl, og ledelsen er fortsat på tæerne for at levere resultater, skriver Danske Bank.
Her er en oversigt over analytikernes anbefalinger efter regnskabet:
| Finanshus | Anbefaling nu | Anbefaling før | Kursmål nu | Kursmål før |
| ABG Sundal | køb | køb | 680 | 660 |
| SEB | køb | køb | 640 | 640 |
| Nordea | køb | hold | 660 | - |
| Danske Bank | køb | køb | 685 | 690 |
| Autonomous Research | køb | køb | 763 | 763 |
| DNB Carnegie | køb | køb | 644 | 630 |
.\\˙ MarketWire