Der er fuld fart frem for banksektoren onsdag, hvor gruppen af banker ligger som den mest stigende sektor i det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 med et plus på 1,8 pct.
Dermed følger bankerne retningen generelt på de finansielle markeder, hvor en næsten løssluppen stemning har spredt sig med fremgang på alle de store europæiske børser, og tegn på at de amerikanske aktieindeks følger samme vej, når den amerikanske handel åbner senere onsdag.
- De seneste par uger har handlet om at forsøge at beskytte porteføljer mod olieprisernes rekordstigning. Efterhånden som stigningstakten i den kurve aftager, eller endda trækker sig tilbage, finder aktierne en bund, vurderer Carl Dooley, chef for EMEA-handel hos TD Cowen, ifølge Bloomberg News.
Société Générale og Bank of Ireland stiger 3,2 pct. - og derefter følger bankerne som perler på en snor med fremgang - kun Jyske Bank er i rødt med et fald på 0,5 pct. på grund af en udbyttebetaling, der falder onsdag og dermed lægger teknisk pres på aktien.
I det danske eliteindeks går AL Sydbank og Danske Bank begge frem med 1,3 pct. til henholdsvis 531,50 kr. og 327,70 kr.
AL Sydbank kommer igen efter et par hårde uger, hvor kursen var nede at vende i 516,50 kr. i sidste uge. Og Danske Bank har været nede og snuse til niveauet 311 kr.
.\\˙ MarketWire