13. maj 2026
29 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Bavarian/CFO: Væksthåb udfordret af sløv tendens i USA

Bavarian/CFO: Væksthåb udfordret af sløv tendens i USA

Bavarian Nordics væksthåb, vaccinen mod den myggebårne virus chikunguya, har svært ved at bryde rigtigt igennem i USA.

Sådan lyder det fra Bavarians finansdirektør Henrik Juuel i et interview med MarketWire, efter at vaccineproducenten har aflagt regnskab for første kvartal onsdag morgen.

Overordnet lyder det fra Henrik Juuel, at markedsføringen af chikungunya-vaccinen - der går under navnet Vimkunya - går som forventet, hvor enkelte markeder heriblandt Tyskland buldrer afsted. Dog bliver USA i den sammenhæng forladt på perronen, lader det til.

- Vi har nu haft Vimkunya på markedet et års tid og vi har markeder, hvor vaccinen overgår vores forventninger. Tyskland er det bedste eksempel på det, som buldrer derudad. I USA kæmper vi stadig lidt med - som om vi har sagt tidligere - en anbefaling af vaccinen, der ikke blevet publiceret i det, der hedder MMWR endnu, siger han.

MMWR er et form for katalog hvor sundhedsfaglige personer og virksomheder kan slå op for at finde blandt andet anbefalede vacciner. Processen med at få en vaccine anbefalet tager ifølge Henrik Juuel cirka et år, hvilket det også tog for selskabets vaccine mod coronavirus.

Men der er altså gået over et år for chikungunya-vaccinen, der blev godkendt og lanceret i USA i foråret 2025. Der er dog ikke grund til bekymring, mener finansdirektøren, der peger på, at publiceringen i kataloget er uden for Bavarian Nordics hænder.

- USA er er blevet lidt mere uforudsigelige. Nogle af myndighederne har været ramt af kraftige nedskæringer under den nye administration. Så det kan også være nogle af de ting, der forsinker det (publiceringen af anbefalingen, red.) og gør, at der ikke er fokus på de samme ting, som der har været tidligere, siger han.

Markedsføringen af vaccinen er vigtig, da den som en del af rejsevaccineforretningen skal gøre indtjeningen mere stabil for Bavarian Nordic, som ellers er påvirket af store sæsonudsving på grund af ordre-relaterede udsving i forretningen for beredskabsvacciner.

HOLDER FAST I MÅLSÆTNING

Forsinkelserne i USA skal dog ikke sætte en stopper for Bavarians vækstambitioner for guldægget Vimkunya, lyder det.

Bavarian Nordic fastholder nemlig stadig målet om at sælge for 250 mio. kr. af Vimkunya lyder det.

Desuden understreger han, at forsinkelsen om man vil er uden for Bavarians hænder.

- Vi kan kun prøve at presse på, at det sker, understreger han og uddyber, at man gør hvad man kan for at få anbefalingen publiceret hurtigst muligt.

HOLDER INVESTERINGER PÅ LAVT BLUS

Den forsinkede anbefaling i MMWR kaster også andre negative effekter af sig udover at hæmme salget i USA.

For når indkøbere og sundhedsfaglige personer ikke kan finde vaccinen i kataloget giver det ikke mening at investere så massivt i USA, som ellers planlagt.

- Lige i øjeblikket holder vi lidt igen med at investere for meget. Fordi det er lidt spildte penge i USA, siger Henrik Juuel.

- Så det er et spørgsmål, om vi kan balancere investeringen med den adgang, der er til markedet i virkeligheden.

Til gengæld har Bavarian Nordic skruet op for investeringerne uden for USA.

I første kvartal 2026 spenderede vaccineselskabet 145 mio. kr. for salg og distribution mod 122 mio. kr. i samme kvartal året før. Heraf blev der brugt 14 mio. kr. på distribution mod 27 mio. kr året før, mens driften af den kommercielle organisation voksede til 131 mio. kr. mod 95 mio. kr. i første kvartal 2025, fremgår det af regnskabet.

Her er det særligt indsatsen for at fremme Vimkunya i andre nøglemarkeder der driver omkostningerne op.

- Vi arbejder så til gengæld selvfølgelig på investeringer i andre markeder, hvor der er åbnet op og hvor vi har stor succes, slår han fast.

Vimkunya solgte i første kvartal for 41 mio. kr. mod blot 5 mio. kr. i samme kvartal sidste år. Det skal dog ses i lyset af, at Vimkunya blev lanceret i kvartalet og det derved både var den første tid på markederne, samt et ufuldstændigt kvartal.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4
Baseret på 4 anmeldelser