Det belgiske rederi CMB Tech kom bedre end ventet ud af fjerde kvartal, da robuste markeder for tankskibe og tørlast blandt andet gjorde det muligt at frasælge ældre skibe til "fantastiske priser".
Det skriver Reuters, efter at selskabet har aflagt regnskab for fjerde kvartal torsdag morgen.
Driftsoverskuddet, EBITDA , steg i perioden til 322,1 mio. dollar fra 180,4 mio. dollar i samme periode sidste år. Resultatet er bedre end ventet blandt analytikerne, der ifølge Reuters havde ventet driftsoverskud på 295,67 mio. dollar.
- Fragtpriserne for tørlast har også klaret sig meget godt i fjerde kvartal og langt ind i første kvartal. Med to CSOV-skibe leveret til vores flåde er vi begyndt at generere betydelige pengestrømme på offshore-markedet. Vores skibes alsidighed gør det muligt for os at betjene både vind-, olie- og gaskunder, noterer Alexander Saverys, der er topchef hos CMB.
- Vi har udnyttet denne meget stærke markedssituation til at sælge nogle af vores ældre skibe til fantastiske priser og indgå flere langtidscharterkontrakter til attraktive priser. Vi vil bruge indtægterne til at reducere vores gæld, styrke vores balance og udbetale udbytte.
I alt har CMB taget levering af seks nybyggede skibe i fjerde kvartal samt den indeværende periode af første kvartal. Samtidig fremgår det, at selskabet har foretaget 12 allerede annoncerede frasalg.
I fjerde kvartal 2025 steg omsætningen til 589,1 mio. dollar fra 226 mio. dollar i samme periode sidste år.
Overskuddet landede i kvartalet på 90,1 mio. dollar mod 93,1 mio. dollar i samme periode sidste år.
Det centrale spørgsmål for rederiet er ifølge analytikere, om fragtmarkedet befinder sig midt i en opsving eller på sit højdepunkt, skriver Reuters.
Aktien i CMB er samlet steget over 50 pct. i 2026.
FUSION MED GOLDEN OCEAN
Kort inden selskabet tilbage i august aflagde halvårsregnskab meddelte CMB i kølvandet af en ekstraordinær generalforsamling, at fusionen med Golden Ocean blev godkendt af selskabets aktionærer.
- Denne meget vigtige milepæl diversificerer vores flåde med 89 moderne tørlastskibe, styrker vores balance og forbedrer vores likviditet og markedsværdi på børsen. Vores samlede flåde består nu af omkring 250 skibe med en gennemsnitsalder på kun 6 år, udtalte Alexander Saverys dengang i forbindelse med halvårsregnskabet.
Af torsdagens regnskab fremgår det, at CMB i løbet af fjerde kvartal 2025 og første kvartal 2026 fuldt ud har tilbagebetalt det "bridge loan", der oprindeligt blev optaget til finansiering af erhvervelsen af aktieposten i Golden Ocean.
- Tilbagebetalingen af Golden Oceans - "bridge loan" – mindre end seks måneder efter fusionen – er et bevis på vores evne til at gennemføre store transaktioner hurtigt, effektivt og på en disciplineret måde, siger Alexander Saverys i regnskabet.
.\\˙ MarketWire