Den amerikanske finansminister, Scott Bessent, siger, at en global toldsats på 15 pct. sandsynligvis bliver indført i denne uge.
Det skriver Bloomberg News.
Svaret fra finansministeren faldt på tv-stationen CNBC, da han svarede på, hvornår den øgede toldsats på 15 pct. ville blive implementeret.
Scott Bessent tilføjer:
- Jeg er overbevist om, at toldsatserne vil vende tilbage til deres gamle niveau inden for fem måneder.
Efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, led et nederlag om told i USA's højesteret den 20. februar, underskrev han blot få timer efter en bekendtgørelse, der godkendte en importtold på 10 pct. Efterfølgende truede han med at hæve satsen til 15 pct.
Det Hvide Hus signalerede dog også, at Donald Trump fortsat var fast besluttet på at indføre en global told på 15 pct.
- Der arbejdes på det, og det kommer senere, udtaler en embedsmand uden at komme nærmere en officiel tidsplan ifølge avisen Financial Times.
Tolden på de 10 pct. trådte i kraft den 24. februar. Og nu ser det ud til, at tiden nærmer sig til en global told på 15 pct.
Højesteret underkendte de forhøjede toldsatser, som Trump indførte sidste år, og kaldte dem for ulovlige.
Det danske aktiemarked reagerer prompte på nyheden, og dagens plus i C25-indekset er blevet reduceret til 1,1 pct. fra 1,3 pct. før meldingen.
.\\˙ MarketWire