05. jan. 2023 kl. 09:27
2992 visninger

Bæredygtige Aktier: Fokus på kvalitet

Kvartalsforventninger: En mulig recession kan lure om hjørnet, og her er fokus på store kvalitetsaktier med en relativ stabil indtjening vigtigt blandt Bæredygtige Aktier.

Sydinvest Bæredygtige Aktier leverede et bedre afkast end det brede marked i 4. kvartal 2022. Generelt skyldtes det en god udvælgelse af aktier på tværs af sektorer, ligesom vores fokus på kvalitet i form af høje marginer og stabil indtjening ligeledes bar frugt.

Men også vores fravalg leverede et positivt bidrag. Vores aktive fravalg af Tesla og Apple var således en væsentlig årsag til vores merperformance. Særligt Tesla-aktien dykkede kraftigt i årets sidste måneder på formodet svaghed i salget og Elon Musks fokus på sit køb af Twitter.

Forventelig recession forude

Som markedet ser ud lige nu, er det mindre fokuseret på ESG i øjeblikket. I stedet er det altdominerende tema makroøkonomien, og hvorvidt vi får en recession eller ej. Vi føler os ret overbeviste om, at vi vil se en recession i både Europa og USA i løbet af 2023. Spørgsmålet er, om den bliver kort og mild eller lang og dyb. Vi er nok et sted midt imellem.

"Spørgsmålet er, om recessionen bliver kort og mild eller lang og dyb."

Det vil betyde, at især de cykliske selskabers indtjening vil komme under pres, og at aktier sandsynligvis ikke har fundet sin endelige bund endnu. Derfor tror vi også fuldt og fast på, at vores fokus på store kvalitetsaktier med en relativ stabil indtjening er det rigtige fokus i en usikker tid. Samtidig forventer vi, at renterne er ved at have toppet grundet udsigterne til en faldende inflation og en lavere vækst. Faldende renter kan også være til gavn for vores portefølje, da vi på marginen har mere rentefølsomme aktier end det brede marked.

Porteføljens kvaliteter i en mulig recession

Alt i alt burde vores portefølje af bæredygtige aktier have kvaliteterne til at gøre det godt i et recessionsmiljø. Men på et tidspunkt i løbet af 2023 vil det igen være tid til aktier af mere cyklisk karakter, og her har vi en lang række selskaber inden for grøn omstilling i kikkerten. Vi venter fortsat med tålmodighed på, at dette øjeblik nærmer sig.

Den altdominerende risiko over de kommende måneder er nedjusteringer fra virksomhederne givet de svære makroøkonomiske betingelser, vi står over for. En anden væsentlig risiko er, at inflationen, selvom den har toppet, ikke falder tilbage lige så hurtigt som ventet. I det scenarie må centralbankerne føre en restriktiv pengepolitik længere tid end ventet og dermed lægge fortsat pres på den økonomiske vækst.

For Sydinvest af Michael Dahlwad Thomassen, seniorporteføljemanager, Sydbank

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 18 anmeldelser