Det var igen et svært kvartal for Sydinvest Bæredygtige Aktier, som underperformede det brede marked med ca. 1 %-point. Den svage performance indtraf dog i april, før frygten for recession for alvor satte ind. Maj og juni har således været måneder med svag outperformance i fonden.
Kvalitetsaktier med stabil indtjening
Vi skrev i sidste kvartalskommentar, at vi var forsigtige optimister fremadrettet givet vores tilt mod vækst- og kvalitetsaktier, og det bekræfter den relative kursudvikling fortsat. Absolut set må vi dog indrømme, at vi ser svære betingelser for aktier i 2. halvår, hvor vi forventer, at indtjeningen i selskaberne skal justeres ned og resultere i yderligere kursfald. I en relativ kontekst forventer vi dog, at kvalitetsaktier og profitable vækstaktier kan klare sig bedre herfra.
Først og fremmest tror vi på, at vækstafmatningen betyder, at inflationen og renterne allerede har nået eller er tæt på at nå deres peak, hvilket er positivt for aktier med ”lang varighed”. For det andet er vi overbeviste om, at man, i en verden med vækstnedgang, skal eje kvalitetsselskaber med en stabil indtjening og en stærk markedsposition. Historisk set har denne type aktier været den relative vinder gående ind i en recession, og det ser vi også pt spæde indikationer på. For det tredje er disse selskaber blevet væsentligt billigere over de seneste seks måneder.
Bæredygtighed er trådt i baggrunden
Hvad angår nyhedsflow på ESG-fronten, fortsætter arbejdet ude i virksomhederne med at forbedre sig på både den miljømæssige (E), sociale (S) og ledelsesmæssige (G) front, men arbejdet med bæredygtighed er i år blandt investorerne og politikerne trådt lidt i baggrunden for recessionsfrygt og forsyningssikkerhed.
Ser vi fx på det miljømæssige, har man på den korte bane i Europa måttet ty til kulfyrede kraftværker for at opretholde en stabil energiforsyning. På den lidt længere bane vil det dog angiveligt medføre endnu større investeringer i sol- og vindenergi og løsninger inden for mere efficient byggeri. Den langvarige trend mod et mere bæredygtigt samfund er således fortsat mere end intakt.
Store kursfald i 2. kvartal
2. kvartal bød på store kursfald på næsten 11 % for globale aktier. Det er fortsat det tiltagende inflationspres og de dertilhørende stigende renter, som skaber svære betingelser for aktiemarkedet. Især Europa er hårdt ramt grundet afhængigheden af russisk gas.
Den tiltagende inflation har også skubbet reallønnen ned, samtidig med at vi har forbrugertillidstal, som sjældent er registreret lavere, end de er i dag. Generelt set peger de fleste nøgletal på fortsat afmatning, hvilket forstærker frygten for recession over det kommende år.
Fokus på stabile aktier
Vi har i løbet af kvartalet solgt en række mindre aktier fra, som vi anser for værende cykliske, og hvor kursudsvingene over de seneste måneder har været uforklarligt store. I stedet har vi placeret pengene i store stabile aktier, hvor fx schweiziske Nestlé kan nævnes.
Vi har fortsat en lang række spændende selskaber inden for grøn omstilling i kikkerten, og flere af dem er også blevet en hel del billigere allerede. På baggrund af vores forventning om yderligere aktiekursfald tror vi dog på, at det bliver muligt at købe op på lavere kursniveauer.
Nedjusteringer kan ramme de kommende måneder
Den altdominerende risiko over de kommende måneder er nedjusteringer fra virksomhederne givet de svære makroøkonomiske betingelser, vi står over for. En anden væsentlig risiko er, at inflationen ikke topper ud, men fortsætter opad, så centralbankerne må stramme hurtigere og mere end ventet og dermed skabe yderligere pres på den økonomiske vækst.