Den danske forbrugertillid svandt i marts.
Overordnet faldt forbrugertilliden til minus 13,8 fra minus 13,1 måneden før. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik.
- Den lille ændring i forbrugertilliden skyldes hovedsageligt, at indikatoren om Danmarks fremtidige økonomiske situation er gået tilbage, samtidig med at indikatorerne om familiens fremtidige økonomiske situation samt anskaffelse af større forbrugsgoder er gået frem, skriver Danmarks Statistik.
Indikatorerne for familiens situation og Danmarks økonomiske situation i dag er henholdsvis minus 12,7 og minus 22,6.
Det relativt lille fald er en smule overraskende, skriver SJF Banks cheføkonom Jes Asmussen i en kommentar.
- Det relativt lille fald i forbrugertilliden i marts er imidlertid måske en lille smule overraskende som følge af de nye bekymringer, der vælter ind over forbrugerne i øjeblikket, som følge af konflikten i Mellemøsten - som alene en tur forbi benzinstationen giver et godt indblik i, skriver han.
Selv om det er positivt, at reaktionen fra forbrugerne indtil videre er afdæmpet, vil en vedvarende konflikt alt andet lige tære på forbrugertilliden.
- (...) så længe konflikten raser, så må ethvert håb om, at forburgernes humør bevæger sig længere væk fra pessimismens afgrund være forsvundet som dug for solen.
Heldigvis er de danske husholdninger relativt velpolstrede til det nuværende forhøjede prisniveau. Så længe konflikten i Iran ikke er langvarig, vil effekten og inflationen være "overskuelig", mener Jes Asmussen.
.\\˙ MarketWire