Iran-krigen har sendt næsten alle finansielle aktiver i rødt, men imod strømmen bevæger den amerikanske dollar sig, der er på vej mod sin største månedlige styrkelse siden juli, på grund af blandt andet mindskede forventninger om rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Det skriver Bloomberg News.
Når fredag går på held, er det afslutningen på den fjerde handelsuge, hvor krigshandlingernes rystelser på de globale markeder, herunder betydningen for oliepriserne og den genoplivede inflationsfrygt, har været i rampelyset.
USA's og Israels krig mod Iran, der blev indledt den 28. februar med omfattende luftangreb, har været i særligt fokus, da krigen har begrænset energistrømme gennem det vigtige Hormuzstræde, hvor forsyningen af olie bliver reduceret med omkring 8 mio. tønder om dagen.
De amerikansk-israelske luftangreb har blandt andet dræbt ayatollah Ali Khamanei. Hans søn, Mojtaba Khamenei, har nu taget over som Irans øverste religiøse leder og som den øverste politiske leder.
Bloombergs dollar-spot-indeks er i marts steget med mere end 2 pct., hvilket markerer en vending, da valutaen frem mod krigens start netop havde noteret sin fjerde måned i streg med svækkelse. Stigningen står desuden i kontrast til de fleste forudsigelser, der havde ventet yderligere svækkelse.
JPMorgan Chases strateger er for eksempel optimistiske for første gang i et år.
- Short-dollarpositioner fra begyndelsen af 2026 blev taget på sengen, noterer Steven Englander, der er chef for valutaforskning hos Standard Chartered og tilføjer, at investorernes afvikling af short-positioner samt de højere energipriser gør, at han holder fast i sin prognose om yderligere styrkelse af dollaren.
Modsat er udviklingen i det amerikanske S&P 500-indeks, der siden åbningen den 2. marts samlet er faldet med 5,8 pct.
Ligeledes i fald er kursen på guld, der siden krigens start har tabt 16,3 pct. til 4417,10 dollar per troy ounce.
Sideløbende er prisen på både olie og naturgas steget, hvor særligt prisen på sidstnævnte i de første handelsdage skød kraftigt i vejret.
Samlet er futuren for den europæiske naturgas sendt steget med 72,8 pct. til 55,22 euro for en megawatt-time. På sit højeste siden krigens udbrud nåede prisen 74 euro den 19. marts. Prisen er dog fortsat en del under de naturgaspriser, som Ruslands invasion af Ukraine tilbage den 24. februar 2022 medførte.
Gaspriserne dengang noget nær eksploderede, da Ruslands invasion blandt andet betød, at russisk eksport af naturgas blev sanktioneret af Vesten. På sit højeste nåede naturgaspriserne 345 euro for en megawatt-time.
Den europæiske referenceolie, Brent, er til sammenligning steget med samlet 53 pct. Fredag koster en tønde Brent 10,89 dollar, efter en stigning på 2,7 pct.
.\\˙ MarketWire