Dollar bliver onsdag svækket i kølvandet på en skuffende jobrapport fra ADP, der rykkede lidt til forventningen om endnu en rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, på det kommende rentemøde i december.
Det skriver Bloomberg News.
Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, falder onsdag 0,5 pct. til 98,91.
I november viste ADP's beskæftigelsesrapport over det private amerikanske jobmarked et overraskende fald på 32.000 job i november, hvilket var markant værre end ventet og det største fald siden starten af 2023.
Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning på 10.000 job efter en fremgang på 47.000 måneden inden.
Beslutningstagere i Federal Reserve har op til decembers rentemøde, der afholdes den 9. til 10. december, været uenige om, hvorvidt det er nødvendigt med den tredje rentenedsættelse i streg, da de forsøger at finde balancen mellem afmatning i arbejdsmarkedet og en stædig inflation.
Handlerne er dog på nuværende tidspunkt mindre splittede om, hvorvidt der er udsigt til en rentenedsættelse og indregner 94,4 pct. sandsynlighed en rentenedsættelse på 25 basispoint.
Det skal sammenlignes med 25-30 pct. for et par uger siden.
- Det vaklende arbejdsmarked vil være i fokus for Federal Reserve på deres møde i december, udtaler Jeff Roach, der er cheføkonom hos LPL Financia og tilføjer, at efterspørgslen efter arbejdskraft er svag nok til, at Federal Reserve vil sænke renten i december også.
.\\˙ MarketWire