Integrationen af Schenker koster lidt på væksten hos DSV, der venter, at den organiske vækst vil være tilbage over markedsvæksten i løbet af et par kvartaler.
Det fortæller administrerende direktør Jens Lund på et mediekald efter transport- og logistikselskabets regnskab for fjerde kvartal af 2025.
Den danske transportkæmpe har i forbindelse med regnskabet annonceret, at integrationen af det 106 mia. kr. store opkøb af tyske Schenker er gået hurtigere end ventet.
Den fulde integration ventes nu allerede ved udgangen af 2026 mod tidligere ventet før udgangen af 2028.
- Jeg tror selvfølgelig, at når man fokuserer på integration, har man typisk brugt en betydelig ressource, og det har en lille smule negativ effekt eller hæmmer væksten, udtaler DSV's topchef.
Når integrationen er tilendebragt vil fokus igen være på væksten.
- Faktisk tror jeg, vi snart vil se, at dette vil materialisere sig. Så inden for et par kvartaler burde vi være okay med det, udtaler Jens Lund.
DSV er vokset voldsomt igennem det seneste årti med mange store opkøb, hvor transportselskabets hurtige integration af opkøbene har medført, at det har fået titlen som uofficiel verdensmester i opkøb.
Strategien for DSV er derfor uændret, hvor der sigtes efter transformative opkøb.
- Vi tror faktisk, at dette marked stadig har brug for en betydelig konsolidering. Og vi vil helt sikkert være en del af det, sandsynligvis som en konsolidator, som du har kendt os i mange år, siger DSV's administrerende direktør.
Med opkøbet af Schenker er DSV blevet verdens største speditørselskab med en global markedsandel på 6 pct. målt på omsætningen for 2024.
.\\˙ MarketWire