Massive og mystiske kursfald er skyllet ind over transportsektoren i den sidste handelstime i København, hvor særligt DSV fik klø, men også A.P. Møller-Mærsk faldt tungt.
Fænomenet med de faldende kurser var dog internationalt og muligvis et udslag af frygt for disruption af "freight forward"-sektoren, vurderer Sydbank-analytiker Mikkel Emil Jensen.
Herhjemme lukkede DSV med det sjettestørste fald nogensinde - 10,5 pct. lavere i 1702,50 kr., mens B-aktien i Mærsk tabte 3,3 pct. til 14.705 kr.
Nedturen kunne i første omgang ikke forklares af flere handlere, som MarketWire har været i kontakt med.
Dog blev der henvist til en meddelelse lagt ud via Manila Times fra Algorhytm Holding - et AI-selskab, der har introduceret et produkt, som kunder kan bruge til at håndtere deres fragtvolumener.
Ifølge Algorhytm kan deres platform baseret på kunstig intelligens ændre fragtstyring fra en arbejdskrævende manuel proces til et automatiseret system.
- Det kunne lyde som om, at markedet læser det her som en form for total disruption for "freight forwarding" og hele DSV's forretningsmodel, siger Mikkel Emil Jensen.
Han peger på, at andre speditører og logistikkoncerner internationalt også er under stort kurspres. Det gælder Kuehne + Nagel, der en overgang faldt så tungt, at handelen ud på eftermiddagen blev suspenderet, inden aktien genoptog handelen og faldt endnu mere med i alt 13 pct.
Også CH Robinson Worldwide, der er et stort amerikansk logistikselskab, falder med 19 pct.
Selv stiger Algorhytm Holding 22 pct. på Nasdaq-børsen.
Selskabet er dog en regulær miniput med en markedsværdi på lige over 5 mio. dollar, og det virker underligt at så lille et selskab, der vises så relativt ringe interesse fra investorer, lægger hele transportsektorens mastodonter ned. Med andre ord er spørgsmålet, om opmærksomheden om meldingerne fra Algorhytm kun skyldes, at investorerne søger efter en forklaring på transportaktiernes massive fald, men har fundet den forkerte.
- Men de falder ret bredt. Det er stort set alle freight forward-selskaber, der falder. Min umiddelbare tanke er, at det er en overreaktion, siger Mikkel Emil Jensen.
.\\˙ MarketWire