Den Europæiske Centralbank, ECB, er klar til at handle hurtigt og effektivt mod de stigninger i energipriserne, som krigen i Iran har medført, for at inddæmme nye stigninger i inflationen.
Det vil ske på et informeret grundlag, men uden nølen, siger topchef Christine Lagarde ved en konference i Frankfurt ifølge Bloomberg News.
- Vi vil ikke handle, før vi har tilstrækkelig information om chokkets størrelse og vedvarenhed samt omfanget.
- Men vi vil ikke være lammet af ubeslutsomhed: Vores forpligtelse til at levere 2 pct. inflation på mellemlang sigt er betingelsesløs, fortsætter hun.
USA's og Israels krig i Iran har igennem de seneste uger sendt olie- og gaspriserne voldsomt i vejret, da konflikten har resulteret i en blokade af Hormuzstrædet.
Onsdag handles en tønde af nordsøolien Brent til 98,06 dollar efter et fald på 6,2 pct. Faldet er udløst af, at USA ifølge flere medier har sendt et fredsforslag til Iran og opfordret til en måneds våbenhvile.
Før krigen kostede en tønde i omegnen af 70 dollar. I sidste uge toppede prisen i 112,19 dollar for en tønde.
Prisstigningerne har skabt frygt for en ny inflationskrise, som ellers syntes løst i Europa.
Flere beslutningstagere i ECB har talt om muligheden for et løft af renterne, hvis inflationen skulle løbe løbsk igen.
- Vi er forberedt på at foretage ændringer i vores pengepolitik ved ethvert møde, hvis det er passende, siger Christine Lagarde.
ECB fastholdt ved sit seneste rentemøde i marts sin indlånsrente på 2,0 pct.
.\\˙ MarketWire