2025 har været et usædvanligt svært år for kvalitetsaktier. Det skyldes ikke svage selskabsresultater, men et markant regimeskifte i markedet, hvor risikovilligheden steg kraftigt efter markedsbunden i april i kølvandet på den såkaldte “Liberation Day”.
Investorernes fokus flyttede sig hurtigt mod cykliske aktier, AI-relaterede temaer og højrisikosegmenter. I et sådant miljø har kvalitetsaktier historisk haft svært ved at følge med – også selvom de underliggende forretninger udvikler sig solidt.
Fundamentaler underkendt af markedet
Paradokset i 2025 er, at mens aktiekurserne har været under pres, har vores kvalitetsaktier leveret robust fremgang på både top- og bundlinje. Salgs- og indtjeningsvæksten har været solid og højere end markedet som helhed.
Konsekvensen er, at kvalitetsaktier i dag handles til mere attraktive relative værdiansættelser. Man betaler mindre for en krones indtjening i kvalitetssegmentet end for blot et år siden. Markedet har i vid udstrækning set bort fra den fundamentale udvikling og i stedet fokuseret på narrativer, momentum og temaer.
AI-narrativet: fra dom til mulighed
Et centralt narrativ i 2025 har været markedets næsten maniske fokus på AI. Flere klassiske kvalitetsaktier er blevet stemplet som potentielle AI-tabere, herunder it-konsulenthuse som Accenture, hvor frygten har været, at AI vil presse forretningsmodeller og marginer.
Men året har også vist, hvor hurtigt sådanne narrativer kan vende. Google gik i løbet af 2025 fra at blive betragtet som en AI-taber til en AI-vinder. Det understreger, at markedsposition, data, distributionskraft og kompetencer fortsat er afgørende – også i en AI-drevet verden.
Vores selskaber i Sydinvest Kvalitetsaktier er kendetegnet ved stærke konkurrencemæssige positioner, som er svære at kopiere. Historisk er det netop denne type virksomheder, der har været bedst til at absorbere ny teknologi og anvende den til egen fordel. Vi ser derfor ikke AI som en strukturel trussel mod kvalitetsuniverset.
Historien som pejlemærke
Ser man 15 år tilbage, har vi tre gange tidligere oplevet perioder med markant modvind for kvalitetsaktier – i 2012, 2016 og 2022. Hver gang er kvalitetsaktier i det efterfølgende år kommet stærkt igen, når markedets fokus har flyttet sig fra fortællinger til indtjening og fra håb til realiserede resultater.
Der er naturligvis ingen garanti for, at historien gentager sig mekanisk. men det er en vigtig påmindelse om, at modvind for kvalitet sjældent har været permanent.
Konklusion
2025 har været et hårdt år for kvalitetsaktier – også for Sydinvest Kvalitetsaktier. Modvinden skyldes primært et marked præget af cyklisk eufori og snævre temaer, ikke svækkede fundamentaler. Vores selskaber har leveret solid indtjeningsvækst, og kvalitetsaktier handles i dag til mere attraktive relative værdiansættelser.
Markedet kan ignorere kvalitet i perioder. Men når fokus igen flytter sig fra narrativer til indtjening og robuste forretningsmodeller, står kvalitetsaktier – og vores portefølje – stærkt rustet.