De europæiske aktier faldt først på eftermiddagen, da oliepriserne tog en tur op og krydsede 109 dollar efter et angreb mod energifaciliteter i Iran.
Sideløbende har USA's præsident, Donald Trump, overvejet at "eliminere" Iran og efterlade ansvaret for Hormuzstrædet til de interesserede. En tønde af den europæiske Brent-olie koster ved 15-tiden 109,11 dollar mod 103,61 dollar før meldingerne fra de iranske myndigheder.
Det brede Stoxx 600-indeks var oppe med 0,7 pct., men ligger ved 15-tiden 0,6 pct. lavere i 598,76 med en stort set ligelig fordeling mellem stigende og faldende aktier.
BRITISK BYGGEMATERIALEKOCERN I TOP
Den britiske byggematerialekoncern Diploma topper Stoxx 600 med en stigning på knap 20 pct. til 5995 pence efter at have opjusteret forventningerne til den organiske vækst i omsætningen. Nu venter selskabet en organisk vækst på 9 pct. i år mod tidligere 6 pct. og venter driftsmarginen bliver på 25 pct. mod tidligere 22,5 pct.
Det franske holdingselskab Bollore, der blandt andet har interesser inden for transport og logistik, leverede et regnskab markant bedre end ventet med et nettooverskud på 348 mio. euro mod ventet 286 mio. euro.
Overskuddet er dog 81 pct. lavere end i 2024. Omsætningen skuffede en spids, da den blev godt 2,9 mia. euro mod ventet lige over 3 mia. euro. Selskabet har derudover besluttet at udlodde et ekstraordinært udbytte på 1,5 euro per aktie, hvilket er den primære årsag til at sende aktien op. Aktien stiger 12 pct. til 4,90 euro.
GN OG KONKURRENT DYKKER
GN's konkurrent på markedet for gamingudstyr, schweiziske Logitech, falder til bunds på det europæiske aktiemarked onsdag morgen, efter at UBS har sænket sin anbefaling af aktien til "hold" fra "køb". Kursmålet sænkes til 80 euro fra 88 euro.
Det sender ned med knap 5 pct. til 72,06 schweizerfranc og det giver næsten en bundplacering i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.
Herhjemme falder GN nemlig med 6 pct. til 98,86 kr., efter at aktien mandag blev sendt i vejret med 21,2 pct. Det skyldtes, at den danske koncern har accepteret et bud fra italienske Amplifon for sin høreapparatforretning.
Dermed har netop gamingudstyr også udsigt til at fylde markant mere i GN's samlede forretning, hvor Logitech er en af GN's største konkurrenter.
Tæt på ligger urproducenten Swatch, der falder 4,4 pct. til 167,25 schweizerfranc. Der er ikke umiddelbart nyt ude om selskabet, men topchefen har ifølge Bloomberg været ude og meddele, at den stærke franc er et større problem for selskabet end Iran-krigen.
.\\˙ MarketWire