Friske regnskabstal fra britiske Rentokil og fra spanske Nexi gav torsdag anledning til de to selskabers placering i henholdsvis top og bund i et faldende europæisk aktiemarked, som mere generelt var præget af uro på grund af krigen i Mellemøsten. Og ikke mindst bekymring for, at stigende oliepriser skal trække inflationen og løfte renten.
Det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks skiftede hen over dagen fremgang til et solidt minus på 1,3 pct. til 604,8.
Energi, kommunikation og forsyning var sektorerne i top, mens sundhed, materialer og industri havde lagt sig i bunden.
- Prisudviklingen, vi ser lige nu, er nervøs. Volatiliteten er høj, siger Ipek Ozkardeskaya, senioranalytiker hos Swissquote Bank til nyhedsbureauet Reuters.
- Derfor er det bedre at tage et skridt tilbage. Hvis vi ikke får en klar og brat afslutning på konflikten lige nu, vil vi fortsætte med at se denne volatilitet strække sig ind i de næste uger, siger hun.
SPANSKE NEXI SKUFFEDE
I bunden af Stoxx 600-indekset tabte det spanske betalingsselskab Nexi 16,6 pct. efter fremlæggelse af kvartalsregnskab torsdag morgen. Det viser et driftsoverskud på 508,6 mio. euro mod en forventning ifølge Bloomberg News på 515,3 mio. euro. Regnskabet er dertil presset af en nedskrivning på goodwill på 3,7 mia. euro.
I bunden af indekset havde Nexi selskab af italienske Amplifon, som sælger høreapparater, og som skuffede med sin prognose for 2026 og med selve kvartalsregnskabet.
Amplifon skrumpede fra top til bund i 2025. I det nye år venter selskabet "en gradvis forbedring i den globale efterspørgsel på omkring 3 pct." Analytikerkorpset har imidlertid dømt prognosen for "tvetydig", og den italienske aktie faldt 13,2 pct.
Omvendt var der fremgang for britiske Rentokil, der bekæmper skadedyr, og som har rapporteret en stigning på 4 pct. i årets justerede overskud før skat. Analysehuset Jefferies ser i regnskabet tegn på fortsat bedring i selskabets vækst i USA.
Aktien steg 10,7 pct.
Den italienske spirituskoncern Davide Campari-Milano blev løftet 10,0 pct., efter at selskabet havde aflagt et bedre end ventet regnskab for 2025.
RBC's analytiker Wassachon Udomsilpa kalder omsætningsvæksten i fjerde kvartal for "imponerende i betragtning af de fortsat vanskelige rammebetingelser for spiritussektoren samt konkurrenternes regnskab".
.\\˙ MarketWire