Krigen i Mellemøsten fortsætter med at rasere de finansielle markeder mandag, hvor de europæiske aktier svinger efter USA's præsident Donald Trumps udtalelser.
Det brede europæiske Stoxx 600-indeks har vendt morgnens fald på 2,3 pct. til et spinkelt plus på 0,3 pct. til 574,97.
Handlerne reagerede mandag morgen på weekendens begivenheder i Mellemøsten, hvor krigen blev eskaleret yderligere. Mens nye udmeldinger fra Donald Trump ved middagstid har ændret markant på stemningen på markederne.
I weekenden har Iran gennemført nye angreb på tværs af Den Persiske Golf, og Trump satte en deadline for genåbning af Hormuzstrædet.
Den har han dog netop udskudt mandag ved middagstid med fem dage og dermed lavet en "TACO", som står for "Trump always Chickens Out".
Danske Pandora stiger mest i det fortsat krigsvolatile indeks med 12,3 pct. til 495,00 kr. mens schweiziske Sonova, der er kollega til GN og Demant, synker mod bunden med 7,3 pct. 165,45 euro.
KURSLUSSING TIL SONOVA EFTER DÆMPET PROGNOSE
Den schweiziske høreapparatproducent Sonova har mandag formiddag nedtonet sine forventninger til 2025/26, hvor resultatet nu ses lande i den lave ende af det tidligere udmeldte spænd.
Samtidig oplyser selskabet, at det agter at sælge sin Consumer Hearing-forretning, der sælger headset, for at skærpe det strategiske fokus og fokusere på kerneaktiviteterne inden for høreapparater.
Consumer Hearing omfatter mærket Sennheiser, som Sonova gennemførte opkøbet af for blot godt fire år siden.
I 2025/26 venter det schweiziske selskab nu at realisere en salgs- og indtjeningsvækst, EBITA, i den lave ende af henholdsvis 5-9 pct. og 14-18 pct. i faste valutaer.
Dertil venter Sonova frem til 2030/31 at realisere en salgsvækst på 5-10 pct. og en vækst i den justerede indtjening på 7-12 pct. i lokale valutaer - begge på årlig og gennemsnitlig basis.
Poste Italiene falder mest blandt de europæiske aktier i Stoxx 600, efter at selskabet offentliggjorde, at det vil lancere et tilbud på 10,8 mia. euro for at overtage den tidligere telemonopolvirksomhed Telecom Italia.
.\\˙ MarketWire