04. dec. 2025 kl. 09:40
27 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

GN/Citigroup: Købsanbefaling gentages - mulighed for positiv vækst over hele linjen i 2026

GN/Citigroup: Købsanbefaling gentages - mulighed for positiv vækst over hele linjen i 2026

Amerikanske Citigroup ser fortsat potentiale i aktien i danske GN, som børshuset fastholder sin købsanbefaling af efter et møde med selskabets IR-chef, Rune Sandager.

Herfra har Citi noteret sig en forventning om et sekventielt fladt høreapparatmarked i fjerde kvartal, hvor væksten ifølge GN har været tilsvarende den i tredje kvartal.

Men ledelsen hos det danske selskab vurderer ifølge børshuset ikke, at der er tale om en strukturel nedgang i markedet, men snarere en mere midlertidig blødhed som følge af makroøkonomisk modvind og lav forbrugertillid.

Det skriver Citigroup i et notat efter mødet.

På høreapparatsiden ser GN desuden ikke helt så meget konkurrencepres fra Starkeys mulige indtræden i salgskanalen hos supermarkedskæden Costco, som tilfældet var det, da Sonova kom tilbage i folden i sommer.

- GN venter, at Starkeys indtræden hos Costco vil give mindre modvind end Sonovas genindtræden, skriver Citigroup blandt andet.

Starkey kører lige nu et pilotprogram sammen med Costco, hvor der sælges Soundgear AMP-apparater gennem visse af kædens butikker.

Ifølge amerikanske Hearing Tracker er der i første omgang tale om omtrent 100 Costco-butikker.

ENTERPRISE STADIG MED MULIGHED FOR POSITIV VÆKST I 2026

I det andet store forretningsben, Enterprise, der laver headsets og mødeudstyr til professionelle virksomheder, er der desuden fortsat mulighed for en tilbagevenden til positiv vækst i markedet næste år.

Det er ifølge Citigroup drevet af et stabilt marked og den igangværende opdatering af GN's produktportefølje.

Også for det mindste forretningsområde, Gaming, der omfatter gamingudstyrsproducenten Steelseries, noterer Citigroup sig forventning hos det danske selskab om en bedring af markedet i 2026, selv om der stadig er modvind i efterspørgslen for nuværende.

Efter en række tiltag for at flytte produktion ud af Kina og lave et mere fleksibelt setup på den front venter Citigroup desuden, at effekten af toldsatser fra USA vil blive neutral på indtjeningsmarginerne næste år.

Derfor er der gode muligheder for at øge indtjeningen, hvis der bliver tale om positiv vækst i alle tre divisioner, vurderer Citigroup.

Børshuset har et kursmål på 141 kr. for GN, der torsdag falder med 0,4 pct. til 101,30 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,3
Baseret på 18 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig