Det franske modehus Hermès har i fjerde kvartal øget sit salg på baggrund af en robust efterspørgsel efter de eftertragtede Birkin-tasker.
Modekoncernen leverede en omsætningsvækst i faste valutakurser på 9,8 pct. i fjerde kvartal, hvor analytikerkorpset ifølge Bloomberg News kun havde sat næsen op efter en vækst på 8,2 pct.
Hermès har klaret nedgangen i efterspørgslen efter luksusprodukter bedre end konkurrenter, herunder LVMH.
Det skyldes dels, at producenten af silketørklæder og håndtasker henvender sig til de mest eksklusive kunder, hvor deres forretningsmodel om at holde varerne knappe, styrker efterspørgslen og skåner dem for forbrugsvanskelighederne hos almindelige forbrugere, der har skåret ned siden højkonjunkturen efter pandemien.
Sidste måned signalerede LVMH, at selskabet havde haft en dårlig jul, og indikerede, at 2026 "ikke vil blive ligetil", hvilket dæmpede investorernes håb om en genopretning i luksusvaresektoren.
Hos Hermès klarede alle divisioner sig bedre end forventet i kvartalet bortset fra parfume- og skønhedsenheden, hvor salget faldt med 14,6 pct.
Lædervaredivisionen viste en vækst på 14,6 pct. - 2 pct.point højere end estimeret af analytikerkorpset.
For 2025 overgår både driftsindtjening og frie pengestrømme analytikernes forventninger, mens det foreslåede udbytte på 18 euro per aktie ikke kan leve op til konsensus på knap 20 euro per aktie.
Luksusvarekæmpen har øget produktpriserne med gennemsnitligt 5-6 pct. indtil videre i 2026, fortæller bestyrelsesformand Axel Dumas til journalister ifølge Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire