Inflationen i eurozonen er nu på det laveste niveau i næsten fem år.
Det viser den foreløbige opgørelse fra Eurostat for januar, hvor inflationen er opgjort til 1,7 pct. mod 2,0 pct. måneden før.
Udviklingen i januar var dermed helt som ventet af økonomerne.
- Inflationen i eurozonen ligger nu på det laveste niveau siden april 2021. På trods af den gode udvikling i inflationen, så er der ikke udsigt til en rentesænkning fra Den Europæiske Centralbank (ECB) i morgen, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI), i en kommentar.
- Det er især lavere energipriser, som får inflationen til at falde. Kerneinflationen udvikler sig dog også lidt i den rigtige retning. Kerneinflationen aftog i januar til det laveste niveau i 52 måneder. Priserne på tjenester stiger i et lidt lavere tempo, mens varepriserne holder sig i ro, siger Allan Sørensen.
Kerneinflationen aftog i januar til 2,2 pct. fra 2,3 pct. i december. Her havde økonomerne ventet et uændret niveau på 2,3 pct.
ECB holder rentemøde torsdag, hvor der ventes uændrede styrerenter .
- Inflationen danser fortsat tæt om målsætningen, og derfor er der ikke plads til endnu lavere renter. Flere rentesænkninger kan føre til, at inflationen får nyt liv og stiger igen, siger Allan Sørensen og tilføjer:
- Euroen er steget meget i værdi over det seneste år, hvilket får priserne på import til at falde. Det er den aktuelt stærke euro, som kan holde en lille dør på klem for en rentesænkning, men det kommer ikke til at ske i denne uge.
.\\˙ MarketWire