05. apr. 2024 kl. 10:00
506 visninger

IT-aktier bag stærk start på året for Bæredygtige Aktier

Sydinvest Bæredygtige Aktier har haft en stærk start på året og har således leveret et noget højere afkast end det brede marked. Det er særligt vores overvægt og udvælgelse inden for it-aktier, som har bidraget.

Globale aktier nåede hidtil usete højder i årets første kvartal, hvor både indeksene i USA, Europa og Japan satte nye kursrekorder. En vigtig faktor bag optimismen var stærkere nøgletal end ventet i både USA og Europa. Særligt USA har udvist stor styrke med et overraskende stærkt arbejdsmarked, et solidt privatforbrug og en forbedring i de ledende nøgletal. Samme optimisme kan vi spore i Europa og Japan, og der tegner sig således et billede af en blød landing for verdensøkonomien, hvor recession kan undgås, og selskaberne kan bevare og måske endda vækste deres historisk høje indtjening.

IT-aktier bidrog til stærk start på året

Sydinvest Bæredygtige Aktier har også haft en stærk start på året og har således leveret et noget højere afkast end det brede marked. Det er særligt vores overvægt og udvælgelse inden for it-aktier, som har bidraget. Vores store undervægt i Apple og vores overvægt inden for mikrochips til AI-relateret brug har bidraget i stort omfang. Her kan vi nævne selskaber som ASML, Nvidia og Tokyo Electron. Vores store positioner i software-aktierne SAP og Oracle har også bidraget pænt.

Nyt fra porteføljen

Vi har som tidligere nævnt frasolgt en række positioner i selskaber, som vi ikke mener har den nødvendige kvalitet til porteføljen. Til gengæld har vi købt op i en række af vores mest foretrukne aktier, såsom Nvidia, Keysight Technologies og Schneider Electric. Nvidia supplerede vi i tilbage i januar inden aktiens store stigninger, og den har derfor bidraget pænt til vores afkast i år. Vi har ligeledes initieret nye positioner i amerikanske Idexx Laboratories, tyske Siemens og danske DSV. Vi ser alle tre selskaber som stærke kvalitetsselskaber med en god vækstprofil.

Stærke nøgletal en risiko?

En af de største risici fremadrettet er paradoksalt nok de stærke nøgletal. Det kan nemlig medføre, at det bliver svært at få bugt med inflationen, og at renterne derfor ikke falder lige så hurtigt som ventet. Det kan især presse de mere rentefølsomme vækstaktier. Det kan også i sidste ende være med til at øge sandsynligheden for en recession, som bestemt ikke er indregnet i aktiekurserne i dag. Dette er dog ikke en risiko på den korte bane. En anden væsentlig risiko er de geopolitiske spændinger mellem USA/Europa og Kina, som konstant lurer i baggrunden samt situationen i Mellemøsten mellem Israel og Palæstina, som kan få konsekvenser for olieprisen.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

2,7
Baseret på 3 anmeldelser

Mest læste artikler