Eli Lillys lægemiddelkandidat Orforglipron, der kommer i pilleform, viser i et sammenligningsstudie med 1698 type-2-diabetikere både større vægttab og bedre blodsukkerkontrol end Novos Rybelsus-pille.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra det amerikanske medicinalselskab, der allerede offentliggjorde de fleste konklusioner fra studiet tilbage i september.
I studiet ved navn Achieve-3 gav Orforglipron i en dosis på 36 milligram anledning til en sænkning af langtidsblodsukkeret, A1C, på 2,2 pct.point mod 1,4 pct.point for Rybelsus i en dosis på 14 milligram. Studiet løb over 52 uger.
Patienterne, der fik Lillys lægemiddelkandidat i den højeste dosis, tabte sig desuden 9,2 pct. mod 5,3 pct. i gruppen, der fik Rybelsus i en dosis på 14 milligram.
- Achieve-3 giver os den første direkte sammenligning mellem to orale GLP-1-receptoragonistbehandlinger hos voksne med type 2-diabetes, og forskellene var klinisk signifikante, siger Julio Rosenstock, klinisk professor i medicin ved University of Texas Southwestern Medical Center og ansvarlig for studiet.
- Orforglipron i doser på 12 mg og 36 mg overgik oral Semaglutid i doser på 7 mg og 14 mg til behandling af diabetes på alle de vigtigste effektmål, vi målte, herunder A1C og vægttab, med forbedringer som viste sig så tidligt som efter fire uger og varede gennem hele undersøgelsen, lyder det videre i meddelelsen.
Resultaterne, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift The Lancet er statistisk signifikante.
.\\˙ MarketWire