4 store recessioner: Hvordan gik det bagefter?

Recession er udtryk for, at økonomier er i tilbagegang. Lokalt kan det opstå mange steder, uden at man opdager det eller hører om det. Når den indtræffer globalt, er situationen anderledes alvorlig og kan få stor indflydelse på folks dagligdag.

Den mest kendte recession er Den Store Depression i 1930’erne, som varede næsten fire år. Den blev efterfulgt af flere recessioner i trediverne og fyrrerne i kølvandet på Anden Verdenskrig. Siden da har der været fire perioder med global recession. Oliepriserne har ligesom nu ofte spillet en betydelig rolle i udviklingen af recessioner.

Recessionen i 1975

Den første globale recession var en følge af de stigende oliepriser i kølvandet på den arabiske olieembargo i 1973. Hermed var den første oliekrise en realitet. Det var dengang, vi havde bilfrie søndage i Danmark. På trods af at embargoen endte i marts 1974, var de afledte effekter heraf voldsomme, idet mange lande oplevede høj inflation og negativ vækst.

Det var i denne periode, begrebet ”stagflation” så dagens lys.

Stagflation betyder, at økonomier stagnerer, samtidig med at inflationen er høj. Normalt forbinder man høj inflation med samtidig høj vækst, men sådan var det ikke i anden halvdel af 1970’erne.

Latinamerikansk gældskrise og recession i 1982

Oliepriserne spiller også en rolle i udviklingen af denne recession. Den anden oliekrise fandt sted i 1979 med stærkt stigende oliepriser til følge. Den var i høj grad udløst af revolutionen i Iran, og den blev forværret af krigen mellem Iran og Irak i 1980.

Centralbankerne på de modne markeder responderede ligesom nu med en stramning af pengepolitikken for at bekæmpe inflationen. Som konsekvens heraf faldt den globale vækst, og arbejdsløsheden steg. De højere renter faldt sammen med generelt faldende råvarepriser som følge af den lavere vækst. Det var gift for en række latinamerikanske lande, som havde svært ved at betale renter og afdrag på deres gæld.

Den latinamerikanske gældskrise startede i august 1982, da Mexico meddelte, at landet ikke længere kunne betale renter og afdrag på sin gæld. Andre lande fulgte hurtigt efter, og det endte med, at 16 latinamerikanske lande havnede i gældskrise.

Udover stigende inflation medførte de højere oliepriser store ubalancer på betalingsbalancerne. De olieeksporterende lande oplevede stigende overskud, mens de olieimporterende lande omvendt havde store underskud. Statsgælden steg derfor i sidstnævnte lande. Allerede i 1979 udtalte daværende finansminister Knud Heinesen fx, at Danmark havde kurs mod afgrunden.

Recession I 1991: Dårligdommene står i kø

Den tredje oliekrise relaterer sig til Golfkrigen, hvor Irak besatte nabolandet Kuwait. Den var en medvirkende årsag til recessionen i 1991, men ikke den eneste. Oliepriserne steg igen voldsomt, men kom ret hurtigt under kontrol allerede i starten af 1991, da USA og Det Internationale Energiagentur garanterede olieleverancerne til den vestlige verden.

Det finansielle system var under et enormt pres i starten af 1990’erne. En betydeligt mere lempelig pengepolitik, som skulle stimulere den økonomiske aktivitet, var ikke tilstrækkelig til at afbøde den uheldige udvikling på en række punkter. I USA var der fx tale om lavere udgifter til militæret, et presset ejendomsmarked, en forholdsvist stram pengepolitik, øget global konkurrence, lav forbrugertillid og stor låntagning hos forbrugere, virksomheder og finansielle institutioner. Dårligdommene stod i kø.

Nogle af de samme faktorer genfinder man også i Skandinavien, hvor især ejendomsmarkedet voldte bankerne store problemer. I Central- og Østeuropa blev murens fald i Berlin og opløsningen af Sovjetunionen efterfulgt af høj inflation og skrumpende økonomier. Japan havde sine helt egne problemer at kæmpe med, efter at aktieboblen sprang med en efterfølgende lang periode med meget lav vækst og en inflation tæt på 0 %.

Finanskrisen og recessionen i 2009

For en gangs skyld var der tale om en recession uden indvirkning fra oliepriserne – og dermed uden stigende inflation. Til gengæld er der tale om den største finansielle krise siden Den Store Depression i 1930’erne. Krisen startede i midten af 2007 og var en følge af en periode med lav regulering af de finansielle institutioner, stigende aktiekurser og høj låneaktivitet i en række lande.

På ejendomsmarkedet i USA så de såkaldte subprime-lån dagens lys. Det var boliglån til mindre kreditværdige låntagere. Disse lån blev ompakket til forskellige typer strukturerede obligationer, som blev solgt verden over. Da de bagvedliggende lån blev nødlidende, startede en lavine på de finansielle markeder, som bl.a. førte til, at den amerikanske investeringsbank Lehmann Brothers gik konkurs.

Efter recessionerne

På den anden side af en recession kommer der en økonomisk optur. Det gælder også på de finansielle markeder. Figuren viser udviklingen i de globale aktiekurser, to år før de når bunden i forbindelse med en recession, og udviklingen over de følgende fire år. Aktiemarkederne har typisk genvundet det tabte under recessionen, et år efter at de ramte bunden. Det gik hurtigst efter recessionen i 1991, men det mest langvarige og positive forløb indtraf efter recessionen i 1982.

På ejendomsmarkedet har udviklingen i priserne været mere træg, idet det typisk har taget to til tre år at nå tilbage til niveauerne før recessionen. 

Læren er, at tiden læger alle sår – også på de finansielle markeder – selvom det kan synes anderledes, når man står midt i orkanen.