Ikke alt er negativt. Der sker også fremskridt  i verden

Ikke alt er negativt. Der sker også fremskridt i verden

Mens aviser og tv-nyheder ofte er fulde af konflikt og krig, kan det være rart at tænke på, at der også sker fremskridt i verden. Og ikke kun på den teknologiske front. Vi har set på nogle af de positive nyheder rundt om i verden.

Fald i ekstrem fattigdom

Siden 1990 er der sket et kraftigt fald i antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom. Ifølge Verdensbanken er antallet af fattige faldet fra næsten 2 milliarder i 1990 til 659 millioner i 2019. Det er endda sket, samtidig med at ­verdens befolkning er øget med 2,5 mia. personer. Det betød, at andelen af ekstremt fattige i verden var 8,5 % i 2019. Desværre betød coronakrisen, at antallet af ekstremt fattige skønnes at stige igen.

* Ifølge Verdensbanken er man fattig, hvis man har mindre end 2,15 dollars om dagen at leve for (købekraftskorrigerede 2017-priser). Kilde: Verdensbanken og CEPOS.

Shipping: Vender sejlskibet tilbage?

Containerskibet Pyxis Ocean er stævnet ud fra Singapore. Det er nu på vej mod Brasilien med to nye sejl eftermonteret – såkaldte vindvinger, ”WindWings”. De nye sejl er 37 meter høje og produceret af det samme materiale som vindmøller. Derudover kan de foldes sammen, når de ikke er i brug. Forventningen er, at man kan spare tre tons brændstof hver dag ved brug af sejlene, og her er sejlturen til Brasilien den første test, der skal give folkene bag projektet et tydeligere indtryk af effektiviteten.

Bag projektet med de nye sejl står flere selskaber med hver deres ekspertise, herunder Mitsubishi, BAR Technologies, Cargill og Yara Marine.

Kilde: Cargill og positive.news

Rumhistorie: Endnu en nation på månen

Som det fjerde land i verden kunne Indien i august fejre en månelanding, da den indiske rumsonde Chandrayaan-3 landede på månen. Indien efterfølger Sovjetunionen, USA og Kina på månen; men Indien er det første land, der er lykkedes med en landing på månens sydpol.

 

Succesen er vigtig for udforskningen af månen, da forskerne håber på at kunne finde vand/is på sydpolen.

 

Selvom Indien måske ikke er den mest kendte rumnation, har landet faktisk haft et stort rumprogram siden 1970’erne. I 1975 sendte Indien den første satellit i bane om jorden, og i 1980 var inderne klar med opsendelsen af deres første raket.

 

Kilde: videnskab.dk

Investeringer i vedvarende energi sætter rekord

Over hele verden investeres store summer i den grønne omstilling. 2022 blev endnu et rekordår, da der på globalt plan blev investeret for hele 1,1 billioner dollars (ca. 7.500 milliarder kroner). Det er en stigning på 31 % i forhold til året før, som også satte rekord.

Især er vedvarende energikilder som vand-, sol- og vindkraft populære investeringsmål, da der i løbet af året blev investeret næsten 500 milliarder dollars i sektoren.

Selvom investeringerne i den grønne omstilling er rekordhøje, gør analysevirksomheden Bloomberg opmærksom på, at der skal tre gange så store investeringer til for at holde temperaturstigningerne nede.

Kilde: Bloomberg New Energy Finance

Kvinder i alle parlamenter i verden

Ifølge en rapport fra Den Interparlamentariske Union, IPU, er der for første gang minimum én kvinde i samtlige fungerende parlamenter i verden.

Selvom udviklingen stadig går langsomt, er ca. en fjerdedel af alle parlamentsmedlemmer i verden nu kvinder. Ifølge Verdensbanken er der over de seneste 25 år sket en stigning fra 13 %, til at kvinder nu udgør ca. 26 procent af verdens parlamentspolitikere.

Alt er dog ikke forbedringer. Rapporten fra IPU omhandler kun fungerende parlamenter, og her er Afghanistan, Myanmar og Sudan fx blevet suspenderet, da parlamenterne er overtaget af ikke-valgte styrer.

Kilde: IPU og verdensbedstenyheder.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,5
Baseret på 6 anmeldelser