Magten flyder stadig med olien

Olie er mere end en råvare. Det er en strukturel magtfaktor, der i årtier har bundet økonomier sammen, udløst konflikter og formet internationale relationer. Trods politisk fokus på grøn omstilling er fossile brændsler stadig så indlejret i verdensøkonomien, at kontrol over olie fortsat fungerer som et effektivt politisk våben. 

Det blev senest tydeligt i foråret, da transporten af olie gennem Hormuzstrædet blev afbrudt. Med ét blev strædet en central brik i magtspillet mellem USA og Iran, forklarer Rasmus Christian Elling, lektor og sektionsleder for Mellem­øst­studier ved Københavns Universitet.

“Gennem hele min karriere er Hormuz­strædet blevet nævnt som et muligt våben mod Vesten og verden. Det våben ser vi nu, at iranerne har taget i anvendelse,” forklarer eksperten. “Det er lykkedes ­landets ledelse fuldt ud at bruge strædet som et pressionsmiddel, så det er bestemt en alvorlig situation.”

Olie som kilde til strategisk autonomi

Ifølge Rasmus Christian Elling er det af­gørende at forstå, at olien for Iran handler om mere og andet end økonomi. 

“For Iran handler olie også om suverænitet og national stolthed, og historisk set har olien spillet en afgørende rolle for landets forhold til omverdenen. Det CIA-støttede statskup i 1953, der væltede Mohammad Mossadegh, som stod i spidsen for nationaliseringen af Irans olieindustri i 1951, har haft en dybtgående indflydelse på Irans syn på Vesten,” forklarer han og tilføjer:

“Historien har bidraget til en stærk politisk ambition om selv at kontrollere landets naturressourcer. I Mellemøsten blev olie en kilde til velstand, men også til strategisk autonomi, præget af vestlig indflydelse. Især USA har i årtier søgt at sikre adgang til ressourcer, bl.a. gennem militære engage­menter i Irak.”

Forstyrrelser med store konsekvenser

I dag udspiller magtanvendelsen sig i høj grad gennem kontrol over kritiske flaskehalse. Hormuzstrædet er det mest aktuelle eksempel på, at selv begrænsede forstyrrelser kan få globale konsekvenser, fordi cirka 20 procent af verdens olie passerer gennem strædet. Samtidig har konflikt­formen ændret karakter.

“Tidligere tiders energikonflikter var ofte direkte og militære, fx Golfkrigen i Irak. Nutidens magtspil foregår i højere grad gennem en kombination af økonomiske, digitale og asymmetriske virkemidler,” ­forklarer Rasmus Christian Elling. 

Billedet udfordrer forestillingen om, at magten entydigt ligger hos de klassiske olieproducerende lande. USA har i de senere år ændret sin position markant gennem øget egenproduktion, mens ­Rusland fortsat anvender energi som værktøj til geopolitisk pression. Resultatet er et uforudsigeligt magtbillede, hvor flere aktører kan påvirke globale markeder.

Massiv europæisk energiafhængighed

Midt i spillet om olien står Europa som en strukturelt afhængig aktør, forklarer Brian Vad Mathiesen, professor i energi­plan­lægning ved Aalborg Universitet.

“95 procent af den olie, vi bruger i Europa, importeres fra verdensmarkedet. Afhængig­heden gælder også naturgas, hvor importen fortsat er massiv,” siger han og fortsætter: “Krigen i Ukraine blev et konkret bevis på, hvor hurtigt energi­forsyning kan blive et politisk pressions­middel, og hvor begrænset Europas handle­frihed er.”

Ifølge professoren er problemet ikke blot forsyning, men systemisk afhængighed. Transportsektoren og opvarmning er fortsat domineret af fossile brændsler, og selv omfattende investeringer i ved­varende energi ændrer ikke hurtigt ved dette forhold.

“Ikke på kort sigt, det kan vi glemme alt om. Omstillingen er i gang, men den vil strække sig over årtier,” fastslår Brian Vad Mathiesen.

Udbygning af alternativer vinder frem

Der er dog tegn på bevægelse. Udbygningen af vedvarende energi accelererer, og elektrificering af både transport og opvarmning vinder frem.

“Der er aldrig blevet bygget mere ved­varende energi i Europa end i disse år, så det er meget positivt. Men det kræver tid, målrettethed og gode rammevilkår. Hvis ikke vi gør det, står vi samme sted igen i fremtiden,” siger professoren, der peger på energieffektivisering som et undervurderet redskab.

“Hver reduceret enhed i det europæiske energiforbrug mindsker behovet for import – og dermed den geopolitiske sårbarhed. Men selv med det fokus vil Europa i en længere periode være eksponeret over for eksterne energichok.”

Central faktor i international politik

Den tilbagevendende debat om atomkraft illustrerer et velkendt dilemma. Tekno­lo­gien kan på længere sigt bidrage til stabil forsyning. Men det kræver om­fat­tende investeringer – og samtidig kan udviklingen tage flere årtier. 

“Dermed løser atomkraft heller ikke den akutte afhængighed. Fokus må være på de løsninger, der kan implementeres nu, hvis afhængigheden af olie og gas skal reduceres. Europa har brug for at gøre noget ved den afhængighed lige nu,” understreger Brian Vad Mathiesen.

Fortsat en central faktor

Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at frigøre sig fra oliens politiske greb. På det punkt er professoren for­trøst­nings­fuld.

“På mellemlangt sigt kan vi reducere afhængigheden af olie og naturgas kraftigt. Særligt kan transporten komme til at omstille sig hurtigt. Varmesektoren er vanskeligere, da vi enten skal have mere fjernvarme eller langt mere elnet,” siger han.

På længere sigt kan nye teknologier og energiformer ændre magtbalancen, men det vil kræve vedvarende investeringer og politisk vilje. 

Indtil da forbliver olie en central faktor i international politik. En underliggende drivkraft, der igen og igen viser sin betydning, når økonomiske og geopolitiske spændinger skærpes. For investorer betyder det, at energimarkedet fortsat må forstås i et politisk perspektiv, hvor forsyning, sikkerhed og strategi er uløseligt forbundet.