Robottens historie: Fra myte til maskine

Menneskets fascination af kunstige men­nesker går meget længere tilbage end den moderne tekno­logi. Allerede i den græske mytologi kan man fx læse om mekaniske tjenere skabt af smede­guden Hefaistos. Op igennem den tidlige historie er der fortæl­linger om mekaniske dyr og men­ne­sker fra fx Egypten, Kina og Mesopo­tamien. Idéen om men­neske­lignende maskiner har med andre ord levet i vores fantasi i flere tusinde år.

I Europa kom de første skridt væk fra myterne især i løbet af renæssancen. Omkring år 1560 blev der ved den spanske kong Filip II’s hof skabt en mekanisk munk, som kunne bevæge sig hen over et bord, løfte et krucifiks og slå sig for brystet i bøn. Den var drevet af avanceret urværkstek­nologi, og den var et tidligt eksempel på, hvordan mekanik kunne efterligne menneskelige bevægelser. Den eksisterer faktisk stadig og er udstillet på et museum i USA.

Gennem de følgende århundreder skabte opfindere stadig mere avancerede maskiner. I 1700-tallet vakte den franske opfinder Jacques de Vaucanson opsigt med mekaniske musikere og en kunstig and, som både kunne gå, baske med vingerne og tilsyneladende fordøje føde. Maskinerne havde ingen intelligens, men de demonstrerede menneskets stærke trang til at skabe mekaniske efterligninger af liv.

Da robotten fik sit navn

For lidt over 100 år siden fik robotten sit navn. Det skete, da den tjekkiske forfatter Karel Čapek i 1920 lod kunstige arbejdere spille hovedrollen i teaterstykket Rossum’s Universal Robots. Ordet stammer fra det tjekkiske robota, som betyder en form for tvangsarbejde.

Interessant nok blev robotter allerede dengang forbundet med både håb og frygt. I stykket er robotterne skabt for at gøre menneskers liv lettere. Men historien ender med, at de gør oprør mod deres skabere. Dermed blev en fortælling eta­bleret, som siden har præget utallige bøger, film og tv-serier.

Fra fabriksgulv til humanoider

De første virkelige robotter kom dog ikke til at ligne mennesker. I 1950'erne udviklede amerikaneren George Devol den programmerbare robotarm Unimate, som i 1961 blev installeret på en General Motors-fabrik. Her overtog robotten de ensformige og potentielt farlige arbejdsopgaver fra medarbejderne. Det markerede begyndelsen på den industrielle robotrevolution.

Mens fabriksrobotterne bredte sig, begyndte forskere samtidig at arbejde på robotter, der kunne navigere mere selvstændigt. I 1966 og frem udviklede Stanford Research Institute robotten Shakey, som kunne analysere sine omgivelser og træffe simple beslutninger. Shakey regnes ofte som den første mobile robot med primitiv kunstig intelligens.

Det næste store gennembrud kom i Japan. I 1973 præsenterede forskere fra Waseda University WABOT-1, der ofte beskrives som verdens første menneskelignende robot i fuld størrelse. Den kunne bevæge arme og ben, registrere omgivelserne og føre en enkel dialog.

Japan blev i de følgende årtier centrum for udviklingen af humanoide robotter. Den virksomhed, som er mest kendt for at udvikle humanoide robotter, er Honda, som fra 1980'erne investerede massivt i området. Resultatet blev ASIMO, der blev præsenteret i år 2000 og gennem de følgende år blandt andet lærte at gå, løbe, gå på trapper og genkende mennesker. For mange blev ASIMO symbolet på fremtidens robotter.

Små ændringer giver problemer

Selvom robotterne blev stadig bedre til at bevæge sig, manglede de længe noget afgørende: intelligens.

Traditionelt skulle robotter programmeres meget præcist til hver enkelt opgave. Selv små ændringer i omgivelserne kunne skabe problemer. En robot, der var trænet til at løfte én bestemt kasse, havde ikke nødvendigvis nogen idé om, hvordan den skulle håndtere en anden.

Det er her, de moderne AI-modeller kommer ind i billedet.

Kunstig intelligens ændrer spillereglerne

Hvor tidligere generationer af robotter primært var mekaniske systemer, er de nye menneskelignende robotter i stigende grad drevet af det, der ofte kaldes fysisk AI. Kunstig intelligens gør det muligt for robotter at forstå instruktioner, fortolke omgivelser og i stigende grad tilpasse sig situationer, de ikke specifikt er blevet programmeret til.

Udviklingen minder på mange måder om det spring, som sprogmodeller har skabt inden for software. Målet er blandt andet at udvikle mere generelle AI-modeller, hvor det, en robot lærer, i højere grad kan over­føres mellem forskellige opgaver – og på sigt også mellem forskellige robotplatforme.

Samtidig gør nye simulerings­værk­tøjer det muligt at træne robotter i millioner af vir­tuelle scenarier, før de møder virkelig­heden. Dermed foregår en stor del af træningen nu digitalt.

Robotterne forlader laboratoriet

I mange år foregik udviklingen primært i forsknings­laboratorier. Det billede er nu ved at ændre sig.

Robotvirksomheder som Figure AI, Agility Robotics, Boston Dynamics og Tesla arbejder på at bringe menneskelignende robotter ud i fabrikker, lagre og logi­stik­centre. Samtidig investerer kine­siske virk­som­heder massivt i området, under­støttet af stærke lokale for­synings­kæder og betydelig statslig støtte.

Samtidig arbejder producenterne på at sænke priserne, efter­hånden som tekno­logien modnes, og flere komponenter kan masse­produceres. Derfor begynder flere investorer og virk­somheder nu at betragte humanoide robotter som et potentielt nyt vækstmarked.

Der er dog stadig væsentlige udfordringer. Batterierne begrænser driftstiden, og selv de mest avancerede robotter har fortsat svært ved at matche menneskers finmotorik og fleksibilitet. Det er langt lettere at navigere i en velorganiseret fabrikshal end i et almindeligt hjem fyldt med uforudsigelige situationer.

Næste kapitel

For næsten 500 år siden kunne man fremvise en mekanisk munk, der primitivt efterlignede menneskets bevægelser. I dag handler det ikke længere kun om at få robotterne til at bevæge sig som os, men om at få dem til at forstå deres omgivelser og handle mere selvstændigt.

Om robotter en dag bliver lige så alminde­lige som computere og smart­phones, ved ingen endnu. Men historien viser, at drøm­men om kunstige hjælpere langtfra er ny. Det nye er, at teknologien måske snart er ved at indhente fantasien.