09. feb. 2026 kl. 16:05
28 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mandagens aktier: Novo trak C25 i grønt på kamp mod kopirival

Mandagens aktier: Novo trak C25 i grønt på kamp mod kopirival

Novo Nordisk ledte det danske eliteindeks i grønt mandag, efter at selskabet fik medvind fra en række nyheder omhandlende kopiproducenten Hims & Hers kopi af Novos nylancerede Wegovy-tablet.

Den danske gigant strøg først til vejrs på nyheden, om at de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, varslede indgreb over for kopier af vægttabsmidler.

Eftermiddagen bød på et patentsagsanlæg fra Novo mod kopiproducenten, hvilket hjalp med at fastholde aktiens stigning på omkring 8 pct.

Dog kritiserede FDA Novos reklame for Wegovy-tabletten, som formentlig blev sendt under Golden Globes-uddelingen, for at være vildledende, hvilket satte aktien under pres.

Samlet steg C25-indekset med 0,8 pct. til 1864,31.

NOVO I HOPLA

Novo Nordisk tog henover weekenden og mandag flere vigtige stik hjem i kampen mod kopikonkurrence i USA.

Tidligt mandag eftermiddag kunne den danske medicinalgigant nemlig offentliggøre, at man vil lægge en patentsag an mod kopiproducenten Hims & Hers samt kræve en betydelig erstatning.

Som modsvar skød Hims & Hers med skarpt efter Novo i et opslag på det sociale medie X fra kommunikationsafdelingen og kaldte sagsanlægget for "et åbenlyst angreb på millioner af amerikanere".

Efter nyhederne faldt Hims & Hers op til 27 pct. i USA, mens Novo steg 5,3 pct. til 311 kr. i Danmark og 3,9 pct. i USA.

Det følger en gevinst på 5,3 pct. fredag, men fald på 7,9 pct. torsdag og 17,2 pct. onsdag, hvor 2026-prognosen skuffede brede dele af markedet.

Allerede torsdag truede Novo med at tage juridiske skridt mod kopisten, og fredag lød det fra lægemiddelstyrelsen i USA, Food and Drugs Administration, at der vil blive indført restriktioner mod fremstillingen af kopier af fedmemedicin i USA.

Fredag meddelte desuden chefrådgiver Mike Stuart fra det amerikanske sundhedsministerium, HHS, at han over for justitsministeriet i USA havde anbefalet en granskning af Hims & Hers for potentielle lovovertrædelser.

Desuden var udviklingen i Novo-aktien med til at sende Zealand Pharma i plus med 2,1 pct. til 415,90 kr.

GRØNNE AKTIER I FOKUS

Lige i hælene på Novo lå Ørsted med en stigning på 3,4 pct. til 149,2 kr.

Energikoncernen havde fået løftet sit kursmål til 140 kr. fra 130 kr. hos DNB Carnegie, der gentog anbefalingen "hold".

I midten af eliteindekset dykkede aktien i Vestas let, efter at vindmølleproducenten havde fået sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" hos finanshuset Kepler Cheuvreux.

Det fulgte nogle svære dage efter årsregnskabet, hvor investorerne ved vindmølleselskabets årsregnskab torsdag sendte aktien aktien 8,7 pct. ned, mens den fredag fortsatte ned med 6,6 pct.

Regnskabet skuffede lidt med udviklingen i fjerde kvartal, mens helårsprognosen nogenlunde flugtede med analytikernes estimater. Dog var der blandt analytikerne lidt skuffelse at spore over selskabets forventninger til serviceforretningen i 2026.

Vestas-aktien faldt mandag 0,1 pct. til 164,60 kr..

Børshusene havde desuden været flittige til at sænke kursmålene for Coloplast efter fredagens regnskab, der sendte medicoaktien 8,2 pct. baglæns.

Ændringerne kom efter et lidt svagere end ventet regnskab for første kvartal 2025/26, der samtidig afslørede, at højvækstforretningen Kerecis var ramt af usikkerhed om tilskudsregler i USA. Coloplast fortsatte mandag yderligere 2,5 pct. ned til 481 kr.

PANDORA BLEV BUNDPROP

Pandora sluttede mandagen i bunden af eliteindekset påvirket af en stigning i sølvprisen på omkring 5 pct.

Martin Munk noterer dog, at Pandora burde blive mindre afhængige af sølvprisernes udvikling fremadrettet. I forbindelse med sidste uges årsregnskab var den store nyhed fra Pandora, at smykkeselskabet fremover i højere grad vil satse på forgyldte platinsmykker frem for ren sølv.

- Og de har stort set afdækket sølvforbruget i 2026, hvis ikke 100 pct. Samtidig med, at man bliver mindre afhængig af sølv, gør det, at det urolige billede på aktien, når sølvet bevæger, sig bør forsvinde, sagde han og tilføjede, at dagens udvikling dog kobles til sølvprisen.

Mandag faldt Pandora-aktien med 5,9 pct. til 536,60 kr., efter en samlet fremgang på 11 pct. siden årsregnskabet.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 139 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig