28. mar. 2022 kl. 14:46
3270 visninger

Mere krigspropaganda end børsåbning

Børsen i Moskva åbnede for handel igen i sidste uge, og aktierne lagde fra land med store kursstigninger. Udviklingen er dog ikke retvisende, udtaler aktiechef.

Efter at have haft lukket i en måned pga. krigen i Ukraine åbnede børsen i Moskva igen for handel med udvalgte aktier torsdag d. 24. marts. Handlen har dog været særdeles begrænset, da bl.a. udlændinge ikke har haft lov til at sælge aktier som følge af et forbud, som Rusland har udstedt. Desuden var russiske myndigheder ude med planer om støtteopkøb af aktier, selvom det var uklart på dagen, hvem der var købere og sælgere.

”Kreml har åbnet for handel på børsen i Moskva, men udelukkende på de 33 største selskaber og samtidig under kraftige restriktioner,” forklarer aktiechef Jesper Engedal, Sydbank. ”Investorer uden for Rusland har ikke kunnet handle på det lokale russiske aktiemarked både pga. Ruslands forbud, men også pga. de mange sanktioner fra de vestlige lande. Det betyder, at markedet er helt skævt lige nu.”

Kunstige kursstigninger efter russisk børsåbning

På åbningen var kursen på de russiske aktier steget markant på trods af de store udfordringer, selskaberne står overfor pga. Vestens mange sanktioner. Men ifølge Jesper Engedal er stigningerne ikke udtryk for en reel interesse for russiske aktier.

”De internationale investorer kan ikke handle i russiske aktier og har dermed ikke mulighed for at sælge ud af deres russiske aktiver,” uddyber Jesper Engedal. ”Det er lokale russere, der køber op, og nogle enkelte er formodentlig blevet bedt om det af statsmagten i Kreml. Det virker altså mere som yderligere misinformation fra Rusland end en regulær børsåbning.”

”Med det salgspres og de kurser, vi har set i London, må man formode, at jublen hurtigt ville tage af det russiske aktiemarked, hvis hele verden kunne få lov til at sælge,” forklarer Jesper Engedal.

 

”Det er lokale russere, der køber op, og nogle enkelte er formodentlig blevet bedt om det af statsmagten i Kreml."

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4
Baseret på 20 anmeldelser

Mest læste artikler