08. dec. 2025 kl. 16:06
7 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mulig Novo-konkurrent i vild kursstigning efter vægttabsdata for fedmepille - NY

Mulig Novo-konkurrent i vild kursstigning efter vægttabsdata for fedmepille - NY

Det amerikanske biotekselskab Structure Therapeutics melder om positive resultater fra et fase 2-studie med en vægttabspille, der tages en gang dagligt.

Nyheden har mandag på børsen i USA sendt aktien i vejret med 89 pct. På et tidspunt var aktien endda steget mere end 100 pct.

I studiet viste behandling med pillen Aleniglipron ved en dosis på 120 milligram efter 36 uger et klinisk meningsfuldt og statistisk signifikant placebo-justeret gennemsnitligt vægttab på 11,3 pct.

Behandlingsafbrydelsesraten opgøres i undersøgelsen til 10,4 pct. relateret til bivirkninger.

Ved en dosis på 240 milligram viste studiet, som går under navnet Access, desuden et placebojusteret vægttab på "op til" 15,3 pct., fremgår det af en meddelelse fra det San Francisco-baserede selskab.

- For de højere doser er de observerede vægttabsdata efter 36 uger uden vægttabsplateau potentielt de bedste i klassen for orale småmolekylære GLP1'er. Vigtigst af alt giver disse fund omfattende information til at gå videre til fase 3-udvikling og styrker Alenigliprons potentiale til at blive en grundlæggende oral småmolekylær behandling mod fedme – en behandling, der er tilgængelig, skalerbar og kan kombineres, siger administrerende direktør Raymond Stevens i meddelelsen.

Structure Therapeutics sigter efter at kunne påbegynde fase 3-programmet for midlet i midten af 2026.

Selskabet er ifølge borsen.dk allerede i forhandlinger med store medicinalselskaber om partnerskaber eller andre strategiske tiltag, og interessen vil ifølge storbanken Citi formentlig blive øget efter de nye forskningsresultater.

- Med dataene i hånden forventer vi, at Structure vil fortsætte de igangværende forhandlinger med flere strategiske partnere, skriver Citis analytiker Samantha Semenkow ifølge borsen.dk.

På børsen i København endte Novo Nordisk mandag i bunden af C25-indekset med et fald på 3,4 pct. til 299 kr. På børsen i USA falder Novos store amerikanske rival, Eli Lilly 1,6 pct. til 994,63 dollar.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,2
Baseret på 24 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig