Den norske centralbank, Norges Bank, har torsdag fastholdt sin indlånsrente på 4,0 pct.
Men samtidig varsler centralbanken, at den store usikkerhed fra krigen i Mellemøsten sandsynligvis vil betyde, at renten skal hæves senere på året.
- Norges Bank har til opgave at holde inflationen tæt på 2 pct. over tid. Inflationen har holdt sig over niveauet i flere år, og forventningerne indikerer, at inflationen vil være højere i længere tid end først estimeret, skriver Norges Bank i sin rentemeddelelse.
- Usikkerheden er større end normalt på grund af krigen i Mellemøsten, men rådet vurderer, at det sandsynligvis vil være nødt til at hæve hæve renten ved et af de kommende pengepolitiske møder, fortsætter den.
Flere af centralbankens beslutningstagere overvejede allerede på dagens møde, om renten skulle hæves nu.
- Den fremtidige rentebane vil afhænge af den økonomiske udvikling. Forventningerne er underlagt større usikkerhed end normalt på grund af krigen i Mellemøsten. Der har for nylig været store udsving i energipriserne og kronekursen. Hvis energipriserne forbliver højere eller stiger, kan inflationspresset tiltage yderligere.
- På den anden side kan energipriserne falde tilbage hurtigere, hvis krigen ender hurtigt, og der er begrænset skade på infrastruktur, fortsætter centralbanken.
Usikkerheden fra krigen betyder også, at centralbanken har løftet sine estimater for inflationen, der i 2026 nu ses ramme 3,3 pct. mod et estimat på 2,7 pct. i december
I 2027 ventes en inflation på 2,8 pct. mod tidligere 2,4 pct.
Norges Bank venter i tredje kvartal en rente på 4,26 pct. og en rente på 4,35 pct. i fjerde kvartal.
For væksten har centralbanken løftet sit skøn en smule i 2026 til 1,4 pct. fra 1,3 pct. i december, mens vækstestimatet for 2027 er sænket til 0,9 pct. fra 1,3 pct.
ET MARKANT SKIFT
Meldingerne om muligt højere renter i Norge er nye toner fra centralbanken, konstaterer AL Sydbanks seniorøkonom Kim Blindbæk.
- Da Norges Bank sidst opdaterede prognosen i december, signalerede centralbanken en til to rentenedsættelser i løbet af 2026. Nu er de vendt rundt på en tallerken og ønsker at hæve renten, pointerer han.
De seneste tal fra Norges Bank afspejler en forventning om cirka to renteløft i løbet af 2026. Selv om det er et skift, virker det rimeligt, lyder meldingen.
- Samlet set signalerer Norges Bank to renteforhøjelser i 2026. Vi vurderer, at det virker rimeligt, i forhold til de renteudsigter vi i øjeblikket ser ind i med høje energipriser.
.\\˙ MarketWire