Novo Nordisk har onsdag leveret stærke tal med sin kandidat UBT251 i type 2-diabetikere, bemærker senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra AL Sydbank.
Fase 2-studiet, der blev gennemført i Kina, viste i gennemsnit en reduktion i blodsukkeret på op mod 2,16 pct. efter 24 uger, og det er "bemærkelsesværdigt stærkt", siger han til MarketWire.
- Positive og opmuntrende data, man kommer med, med UBT251 i kinesiske personer med type 2-diabetes. Jeg synes især, at reduktionen i blodsukkeret er bemærkelsesværdigt stærkt.
Dertil viste midlet et vægttab på 10 pct. hos deltagerne, hvilket er "godkendt".
Novo leverede også data med UBT251 i februar, hvor virkningen hos personer med svær overvægt i Kina blev målt. Her var det gennemsnitlige vægttab op mod 19,7 pct. efter 24 uger.
- Nu har vi fået opmuntrende data i kinesiske diabetikere. Vi har også fået nogle virkelig positive vægttabsdata fra kraftigt overvægtige kinesere med UBT251. Det giver noget spænding omkring, hvad det er for nogle resultater, man fra Novo Nordisks side kommer ud med, når der kommer toplinjedata i 2027, siger Søren Løntoft Hansen.
UBT251 er en såkaldt triple agonist med virkemidlerne GLP-1, GIP og glucagon. Til sammenligning består Novos nuværende supersællerter Ozempic og Wegovy kun af GLP-1-midlet semaglutid som aktivt stof, imens den ventede arvtager Cagrisema foruden semaglutid også amylinanalogen cagrilintid.
- Hvis vi siger, at Cagrisema er næste arvtager efter GLP-1, så vil jeg egentlig kalde triple agonister for tredje bølge, hvor man igen kombinerer forskellige teknologier for at få de mest positive effekter inden for vægttab og blodsukkerreduktion.
Selv om resultaterne fra fase 2-studiet er positive, kan reaktionen være afmålt, vurderer AL Sydbanks senioranalytiker.
- Studiet med UBT251, der kom efter Redefine-4, var ikke i stand til at rykke kursen nævneværdigt, og spørgsmålet er, om det også vil være tilfældet her, siger han, men tilføjer:
- Omvendt synes jeg, at det er nogle opmuntrende data, vi ser. Det ser stærkt ud - særligt på blodsukkeret - men det er også vigtigt at sige, at det er et fase 2-studie.
Aktien i Novo faldt efter de opmuntrende fedmedata med UBT251. Faldet fulgte dog efter studiet med Cagrisema, der skuffede gevaldigt og sendte aktien ned med over 16 pct.
Onsdag stiger aktien i Novo med 0,9 pct. til 240,15 kr.
Redefine-4 var et studie med Cagrisema, der ikke levede op til markedets forventninger.
.\\˙ MarketWire