Tvivlen råder fortsat hos den amerikanske storbank Citi, efter at sundhedsplatformen Hims and Hers torsdag annoncerede, at det vil lancere en kopi af Novos Wegovy-pille i USA.
Det sker bare få uger efter, at den salgsmæssigt succesrige Wegovy-pille blev godkendt og lanceret og på trods af, at Wegovy-pillen er patentbeskyttet.
Og Novo Nordisk var da heller ikke sen til at sende en pressemeddelelse, hvor det varslede juridiske og regulatoriske skridt over for kopisten og satte spørgsmålstegn ved, om Hims and Hers' kopipille overhovedet virker og er sikker at bruge.
Spørgsmålet er nu, om kopisalget i USA kan stoppes, da de såkaldte compounders, eller kopister, der laver blandede versioner af lægemidler, stadig sælger vægttabsmidler i injektionsform i stor stil til de traditionelle medicinalselskabers fortrydelse.
- Selv om vi har sympati for Novos synspunkt, er vi bekymrede over, at det hidtil ikke er lykkedes at fjerne compounders fra markedet, på trods af at Semaglutid blev fjernet fra FDA's mangel-liste i februar 2025.
- Vi ser derfor dette som endnu en ulempe ved det eneste lyspunkt i en ellers vanskelig aktiehistorie, skriver Citi, der fastholder anbefalingen "neutral".
Marty Makary, chef for den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, varsler dog handling på det sociale medie X.
- FDA vil straks skride til handling mod virksomheder, der masseproducerer ulovlige kopipræparater og hævder, at de er identiske med FDA-godkendte produkter.
- FDA kan ikke kontrollere kvaliteten, sikkerheden eller effektiviteten af ikke-godkendte lægemidler, lyder det.
Novo-aktien genvinder fredag 5 pct. til 294,70 kr. efter et dyk på 7,9 pct. torsdag og en nedsabling på 17 pct. onsdag i forbindelse med årsregnskabet.
.\\˙ MarketWire