Novo Nordisk sendes kraftigt ned torsdag, efter at selskabets plageånd, telehealth-selskabet Hims & Hers, har annonceret salg af en kopi af Wegovy-pillen til 49 dollar om måneden.
Det er en klækkelig rabat, når der sammenlignes med Novos introduktionspris på 149 dollar om måneden.
Novo lancerede i januar sin vægttabspille Wegovy i USA, der på blot fire uger er blevet udskrevet til omkring 170.000 nye patienter, oplyste selskabet ved sin pressekonference onsdag.
Her italesatte Novos ledelse også, at selskabet er ved at tilpasse sig en ny prisstruktur, hvor priserne skal fastsættes ud fra selvbetalende kunders pengepunge og ikke sygekassernes.
Hims & Hers og andre såkaldte "compounders" - producenter af kopimedicin - har længe været en udfordring for Novo og konkurrenten Eli Lilly, der ellers sammen sidder tungt på markedet for vægttabsmedicin.
Kopiproducenten hævder, at kopipillen ligesom Novos indeholder det aktive stof Semaglutid.
Lignende kommentarer er ifølge Reuters tidligere blevet påtalt af de amerikanske myndigheder, der har sagt, at "compounded" midler ikke er godkendt, sådan som både Novos Semaglutid og Eli Lillys Tirzepatid er.
Novo- Aktien dykker 7,4 pct. til 282,15 kr.
.\\˙ MarketWire