Den amerikanske Novo-rival Eli Lilly har i fjerde kvartal leveret en bedre end ventet salgsudvikling for fedmebehandlingen Zepbound.
En meget stærk prognose for 2026 er med til at løfte aktien med 6,4 pct. i onsdagens formarked. Tirsdag blev aktien sendt ned med 3,9 pct. efter en stærkt skuffende prognose tirsdag aften fra Novo Nordisk.
For 2026 vener Eli Lilly et salg på 80-83 mia. dollar, hvor analytikerne adspurgt af Bloomberg News kun ventede en vækst til 77,7 mia. dollar fra 65,2 mia. dollar sidste år.
Det svarer til en ventet vækst på op til 27 pct., hvilket står i skærende kontrast til Novo Nordisk, der i år venter en negativ vækst på op til 13 pct. i lokal valuta og i danske kr. op til 3 pct.point lavere.
I fjerde kvartal er salget af Zepbound steget med 123 pct. fra samme kvartal sidste år til 4,26 mia. dollar, hvor analytikerkonsensus lød på 3,8 mia. dollar.
Fremgang i salget af Zepbound er primært drevet af øget efterspørgsel, hvilket er delvist negativt opvejet af lavere realiserede priser.
Salget af Mounjaro, der har det samme virkemiddel, Tirzepatid, som Zepbound og både bruges til behandling af type 2-diabetes samt behandling af fedme uden for USA, steg 110 pct. til 7,41 mia. dollar. Det er også over analytikerkonsensus på 6,75 mia. dollar.
Samlet set er den amerikanske medicinalkæmpes salg gået frem med 43 pct. til 19,29 mia. dollar, hvor der kun var ventet en stigning til 18,01 mia. dollar.
Eli Lilly venter en lancering af sin vægttabspille Orforglipron i andet kvartal, hvor der ventes en godkendelse fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.
.\\˙ MarketWire