Schweiziske UBS har sænket sit kursmål for aktien i Novo Nordisk, efter at medicinalselskabet tirsdag aften overraskede markedet til den negative side med et for tidligt årsregnskab for 2025, der indeholdt en svært skuffende prognose for i år.
Kursmålet er skruet ned til 332 kr. fra 390 kr., mens anbefalingen "neutral" er blevet gentaget, fremgår det af data fra Bloomberg News.
Novo-aktien blev sendt ned med hele 17,2 pct. til 304,65 kr. i onsdagens handel, hvor investorerne skulle vurdere årsregnskabet og prognosen for 2026.
Målt på midtpunktet af prognosen venter Novo et fald i såvel omsætning som driftsindtjening på 9 pct. målt i lokal valuta.
Analytikere estimerede inden årsregnskabet en noget mere behersket tilbagegang i 2026 på 2,1 pct. på toplinjen og 3,6 pct. i driftsresultatet målt i lokal valuta.
.\\˙ MarketWire