Lige nu forsøger Trump-administrationen at udvide muligheden for salg af benzin med et højere indhold af bioethanol, E15, hen over sommeren.
Novonesis, der sælger enzymer til amerikanske landmænd til netop ethanolproduktion, vil være med i kampen om at få landmændene til at vælge det danske selskabs enzymer til produktionen.
Ifølge Jyske Bank kan en fuld implementering af E15-benzin over de kommende fem år betyde en stigning i ethanolproduktionen på omkring 6 mia. gallon svarende til en stigning på omkring 40 pct.
- For Novonesis er det ikke størrelsen på ekstravolumen i år, der er interessant, det er den strukturelle retning. Det er en strukturel vækstdriver af en størrelsesorden, der potentielt kan løfte Energy-divisionens vækst med gennemsnitlige årlige 5-7 pct. over en fem-årig implementeringsperiode, siger Haider Anjum.
I runde tal står det amerikanske marked for omkring 60 pct. af Energy-divisionen, og Energy-divisionen udgør omkring 60 pct. af underdivisionen Agriculture, Energy & Tech, som udgør omkring en tredjedel af den samlede forretning.
- Så målt på gruppeniveau skal der nok lægges 1-2 pct. organisk vækst oveni i de vækstmål Novonesis har sat, siger Haider Anjum.
Novonesis har i 2026 et mål for den organiske salgsvækst i intervallet 5-7 pct. Og i sin 2030-stretegi er målet 6-9 pct. årlig vækst.
INFRASTRUKTUR SKAL PÅ PLADS FØR E15 VINDER INDPAS
Også sidste år var helårssalg af E15-benzin tilladt. Her producerede de amerikanske ethanolproducenter 16,4 mia. gallon ethanol med et gennemsnitligt blandingsforhold på 10,1 pct. - 14,3 mia. gallon var til indenlandsk forbrug og 2,1 mia. gallon til eksport.
- Helårssalg af E15 sidste år betød altså ikke automatisk, at forbrugerne valgte E15. Det skyldes, at kun omkring 3 pct. af de amerikanske tankstationer sælger E15-benzin, siger Haider Anjum.
- Det er ikke et spørgsmål om efterspørgsel eller teknologi, men udelukkende et spørgsmål om regulatorisk klarhed og infrastrukturinvesteringer. En permanent lovgivning vil åbne op for lysten til at investere i E15-pumper, påpeger han.
Ifølge Bloomberg News skal amerikanske Environmental Protection Agency (EPA) orientere brancheinteressenter om den planlagte tilgang onsdag morgen amerikansk tid, oplyser kilder.
Den tidligere præsident Joe Biden beordrede første gang nødfritagelser i 2022 og fremstillede det som et forsøg på at sænke brændstofpriserne. Og nu da Trump har otte måneder frem mod novembers midtvejsvalg, kan det være en knap at trykke på for at vinde vælgernes gunst.
E15, som er lavet med 15 pct. majsbaseret ethanol, er generelt billigere per gallon end konventionel E10-benzin.
.\\˙ MarketWire