Den amerikanske præsident, Donald Trump, har udpeget det tidligere centralbankmedlem Kevin Warsh til at efterfølge den nuværende formand for Federal Reserve, Jerome Powell, hvis periode udløber i maj.
Kevin Warsh har tidligere rådgivet Trump om økonomiske anliggender og udtrykkeligt tilkendegivet, at han støtter Trumps økonomiske politik og dermed ønsket om rentenedsættelser i USA, skriver Bloomberg News.
Men betyder det så, at handlerne kan se frem til stribevis af rentenedsættelser i USA, hvis han bliver valgt som centralbankchef?
Svaret er ikke så simpelt.
Der er dog uanset positivt for investorerne at få afklaring, vurderer viceinvesteringsdirektør i Sampension Jesper Nørgaard.
- For investorerne er det alt andet lige godt at få en afklaring på, hvem der skal erstatte Jerome Powell, når hans periode udløber til maj. Det store spørgsmål til den tid kommer så til at blive, om vi med den nye centralbankchef kan være sikre på, at centralbankens uafhængighed, som Powell har været garant for trods et vedvarende pres på ham fra Trump for større rentenedsættelser, vil fortsætte fremover - eller om centralbankens fremtidige pengepolitiske kurs i højere grad vil blive styret af, hvad præsidenten foretrækker, frem for hvad økonomien har brug for, lyder det fra Jesper Nørgaard.
RENTENEDSÆTTELSE KRÆVER FLERTAL
Selvom Kevin Warsh støtter op om Donald Trumps ambitioner om at skære i renten, så er han ikke alene om at tage beslutningen.
Det er den såkaldte Federal Open Market Comittee, FOMC, i centralbanken, der på rentemøder fordelt henover året beslutter, om renten skal hæves, sænkes eller fastholdes.
FOMC består af i alt 17 medlemmer inklusiv centralbankchefen, hvoraf 12 har stemmeret til rentemøderne.
Derfor skal centralbankchefen sikre sig at have et flertal af medlemmerne med stemmeret bag sig, før renten kan sænkes.
Han kan med sin plads i FOMC forsøge at præge de andre medlemmers beslutning, men deres arbejde vil trods alt stadig være at vægte hensyn til både inflationen samt stimulering af den amerikanske økonomi højest.
EN ALTERNATIV TILGANG
Kevin Warsh har også bragt en anden mere alterniv metode på bordet for at kunne sænke renten på længere sigt: nemlig at fjerne likviditet fra det finansielle system.
Han mener nemlig, at centralbanken tidligere har pumpet for mange penge - i form af opkøb af statsobligationer - ud i det amerikanske system, hvilket, ifølge Kevin Warsh, har gjort de finansielle forhold unødigt lempelige.
Fed bør ifølge Warsh derfor reducere sin balance og dermed trække likviditet ud af systemet, så økonomien strammes uden at hæve renterne. Det vil gøre det nemmere senere at sænke renterne på længere sigt.
Flere kritikere har dog, ifølge Bloomberg, kritiseret denne tilgang med argumentet om, at det vil have meget begrænset effekt.
I forhold til Kevin Warshs tidligere udtalelser peger det meste på, at han vil gøre sit for at sænke renten. Tiden må vise om han lykkes.
.\\˙ MarketWire