Renten kravler en smule ned på det danske obligationsmarked fredag, efter at kraftige aktiefald i USA fik handlerne til at søge ly i statspapirer torsdag.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger kort før middag i 2,62 pct. Det er 2 basispoint under lukkeniveauet torsdag.
I USA faldt renten på den tiårige t-bond med 7 basispoint torsdag, hvor frygten for AI-forstyrrelser i logistikbranchen gav uro på aktiemarkedet.
Det var selskabet Algorhythm, som fremlagde tal for sit nye produkt Semicab, der angiveligt skulle kunne øge fragtvolumenerne hos speditører med 300-400 pct. uden en tilsvarende stigning i mandskabet.
Fredag ved middagstid kravler renten på den tiårige t-bond op med 2 basispoint til 4,12 pct.
Senere på dagen kan der komme mere gang i udsvingene, når der lander friske inflationstal fra USA klokken 14.30.
Her er i januar ventet en afmatning i forbrugerprisstigningerne til 2,5 pct. fra 2,7 pct. ifølge Bloomberg News.
Et fald i inflationen er afgørende for, om USA's centralbank, Federal Reserve, vil sænke renten to gange i 2026, påpeger AL Sydbanks analytiker Kristina Maria Sørensen.
- Investorerne forventer, at inflationen falder lidt i januar til 2,5 pct. Hvis inflationen derimod bliver højere end ventet, kan det få renterne til at stige. Det vil nemlig gøre det mindre sandsynligt, at Federal Reserve sænker renten to gange mere i 2026, som markedet ellers regner med i øjeblikket, skriver hun i en kommentar.
- Det gælder især efter jobrapporten for januar, som viste en meget stærk jobvækst, fortsætter analytikeren.
Beskæftigelsen i USA voksede i januar med 130.000 job. Det var dobbelt så meget, som der var ventet af økonomerne.
.\\˙ MarketWire