10. mar. 2026 kl. 10:49
85 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/middag: Rentestigning aftager - fokus er fortsat på situationen i Mellemøsten

Obligationer/middag: Rentestigning aftager - fokus er fortsat på situationen i Mellemøsten

Situationen i Mellemøsten følges tæt også blandt obligationshandlerne, og det giver store udsving på markedet for statsobligationer, som det var også tilfældet mandag.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger i middagshandlen 1 basispoint lavere i 2,74 pct. end mandag - men har også været snuset til niveauet 2,70 pct. tirsdag morgen.

Hvor fokus mandag var udsigten til et væsentligt lavere udbud af olie, da olietankere på grund af Iran-krigen ikke kunne passere Hormuzstrædet og derfor var fanget i Den Persiske Golf, har blandt andet meldinger om en mulig frigivelse af olie fra G7-landenes nødlagre samt USA's præsident Donald Trumps sene mandags meldinger over for tv-stationen CBS, om at krigen med Iran er "meget komplet, stort set" med henvisning til, at landets flåde, luftvåben og kommunikation er blevet ødelagt, og derfor er meget længere fremme end hans "fire-fem ugers plan" tilsyneladende blevet taget for gode varer af de finansielle markeder.

Olieprisen ligger tirsdag middag i niveauet 91 dollar målt på en tønde af den europæiske referenceolie Brent og er altså faldet fra op mod 120 dollar på cirka et døgn.

Netop olieprisen har i en periode været styrende for renterne, da prisstigninger truer med at sende inflationen i vejret, hvilket potentielt kan få Den Europæiske Centralbank, ECB, til at hæve renten.

- Vi har set specielt en meget kraftig reaktion i korte europæiske renter og de korte danske renter med inflationsperspektivet som det primære omdrejningspunkt. I går havde markedet en forventning om, at ECB skulle hæve renten to gange. Men det synspunkt er nu blevet modificeret, siger Otto Friedrichsen, Formueplejes viceinvesteringsdirektør, til MarketWire.

Inden angrebet på Iran hældte markedet til, at næste bevægelse fra ECB være i nedadgående retning, men tirsdag morgen ses 79 pct. sandsynlighed for, at ECB vælger at hæve renten i år. Den seneste udvikling betyder til gengæld, at markedet fra mandag morgen til tirsdag morgen i den grad har trukket i land. Mandag morgen var der en overgang indregnet to renteforhøjelser fra ECB i år.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 214 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig