Inden for de næste to måneder kan Ørsted-investorerne få svar på om armlægningen mellem energikæmpen og den amerikanske præsident, Donald Trump, vil fortsætte.
Sådan lyder det fra Rasmus Errboe, administrerende direktør i Ørsted, på et mediekald efter energikæmpen har fremlagt regnskab for fjerde kvartal.
Den amerikanske administration har nemlig mulighed for at anke de foreløbige løft af arbejdstoppene på Revolution Wind og Sunrise Wind inden for 60 dage, hvilket fastholder usikkerheden om projekternes fremtid.
Den 22. december blev Sunrise Wind og Revolution Wind underlagt et arbejdsstop fra den amerikanske regering under påskud af, at havvindmøllerne ville forstyrre radarsignaler og derved udgøre en trussel for den nationale sikkerhed.
Og det kostede ikke småpenge for Ørsted, at begge projekter stod stille.
For hver dag Sunrise Wind stod stille, kostede det Ørsted 8 mio. kr., mens det for Revolution Wind kostede 5 mio. kr. De samlede udgifter til arbejdsstopordren er løbet op i 500-600 mio. kr., lød det fra topchefen på kaldet.
Begge projekter klagede over stopordren og fik medhold fra distriktsdomstolen i Washington DC og kan derved fortsætte arbejdet.
Ifølge Rasmus Errboe forløber arbejdet på projekterne planmæssigt, og Ørsted ser frem til, at de bliver færdiggjort inden for deadline.
Men de kan blive forstyrret, hvis den amerikanske administration beslutter sig at anke afgørelsen fra distriktsdomstolen inden for 60 dage.
En eventuel ankesag kan betyde yderligere forsinkelser for projekterne og i værste fald et endeligt stop.
Risikoen er især størst for Ørsteds helejede projekt Sunrise Wind, som i øjeblikket er 45 pct. færdigt. Projektet kræver specialudstyr og specialskibe, som kun er tilgængelige i begrænsede perioder.
Derfor kan længere forsinkelser som følge af et nyt retsligt opgør i værste fald betyde, at Ørsted bliver nødt til helt at opgive projektet.
Samtidig fortsætter usikkerheden omkring de amerikanske projekter, eftersom der fortsat ikke er afklaring om, hvorvidt Donald Trump kunne finde på andre benspænd for opførelsen af havvindmøller, som han tidligere har erklæret et had mod.
Topchefen giver udtryk for, at Ørsted imidlertid overvejer, hvordan man kan samarbejde med den amerikanske administration for at finde en hurtig og holdbar løsning.
.\\˙ MarketWire